Bloggeren Lillemor, som også lyder navnet Tina Amtrup Ekdahl, hylder kassemedarbejderen Troels Nielsen i Føtex i Hvidovre.
Hun hylder ham for, at han på trods af, at han både er ordblind og talblind, alligevel holder humøret højt til glæde for kunderne i en ellers ofte travl kasselinje.
Det skriver hun på bloggen Lillemorblog.dk.
Forleden brugte hun ventetiden i køen på at tjekke mobiltelefonen for nyheder og aktiviteter på de sociale medier, men blev afbrudt, da der fra kassen lød: "Og vææær s’go….(bip)….sååådan….(bip)….her du….(bip)….vupti….”

Indimellem må Troels Nielsen have hjælp til at holde styr på tallene. Foto: Føtex Friheden
Det var Troels Nielsen, som satte lyd på varer og ekspedition, men da Tina Amtrup Ekdahl bad om 550 kroner over beløbet, blev Troels stille og måtte bede en kollega om hjælp til at regne det samlede beløb ud.
- Hvordan skriver man 1137? spurgte du stille. Hun svarede sødt "et-et-tre-syv". Du kiggede undskyldende på mig og sagde: "Ja, jeg er sgu både ordblind og talblind!" og grinede nervøst, skriver Tina Amtrup Ekdahl og fortsætter:
- Men kære ordblinde Føtex-kasseassistent. Op i røven med det, big time! Du charmerede den ældre dame, fik jakkesætmanden til at grine og vinke til dig, da han gik, og mig til at føle mig super godt tilpas. Du samtalede. Noget mange desværre ikke er gode til i dag. At du bruger to minutter ekstra på at finde ud af, hvordan man skriver et tal, er fuldstændig ligegyldigt. For du fik på en eller anden tosset måde mig til at huske den tur i Føtex.
Tina Amtrup Ekdahls hyldest får ikke bare masser af tilkendegivelser med på vejen, men også hilsner til Troels
- Fantastisk! Bare fantastisk!!! Både ham og dig. Flere af jeres slags. Så vigtigt at huske på at vi alle kun er mennesker og lige, uanset vores faglige virke, siger Winnie Di Martino i en kommentar på bloggen.

Troels Nielsen. Foto: Føtex Friheden