Syv råd: Sådan får du en fantastisk arbejdsdag
Her er syv gode råd til, hvordan du får mere glæde ind i dit arbejdsliv. (Foto: Colourbox / modelfoto)
Se, hvad du selv kan gøre for at booste din arbejdsglæde.
Avisen.dk's redaktion
Er du en af dem, der sukkede tungt ved tanken om at skulle på arbejde i dag, mens mange andre tager en ekstra fridag? Eller gruer du for på mandag, hvor arbejdet igen kalder? Så bør du måske læse med her.
Du kan nemlig selv gøre meget for at booste din arbejdsglæde og dit generelle humør, skriver Huffington Post.
- Læs eller lyt til noget, der inspirerer dig. I stedet for at tjekke Facebook, nyheder eller søde Youtube-videoer, når du har en kort pause, bør du lytte eller læse noget, der inspirerer dig - for eksempel om, hvordan du udnytter dit potentiale.
- Lev generelt sundt. Motion og sund kost øger dit generelle velbefindende.
- Læg planer for din fremtidige karriere, og kig løbende på dem. På den måde kan du se, om det du gør her og nu, passer ind i din langvarige plan.
- Gør en forskel. Det kan ind imellem være svært at finde en mening med arbejdet, og i perioder kan man sidde fast i rutineopgaver. Hvis det er tilfældet, kan det være godt at gøre en ekstra indsats for at finde en arbejdsopgave, der faktisk gør en forskel eller på sin egen måde gør verden til et bedre sted.
- Hjælp andre. Egocentrerede mennesker er ofte utilfredse. Det føles godt at få fokus væk fra dit eget liv, så hjælp nogen, der har brug for det, eller gør en god gerning.
- Brug 20 sekunder på at værdsætte, hvad du har. Selvom vi typisk ønsker os mere i løn, en bedre karriere eller mere spændende arbejdsopgaver, er det vigtigt at sætte pris på det, man allerede har.
- Gem et godt minde fra din arbejdsdag. Skriv et godt minde fra din arbejdsdag ned hver dag på computeren, mobilen eller i notesbogen. Noget, fra dagen, der gik, som gjorde dig glad, eller som du opnåede.
Kilde: Huffington Post.