Avisen.dk kan i dag dokumentere, hvordan en række udenlandske firmaer har bygget avancerede stilladser på det prestigefyldte byggeri af Københavns nye forbrændingsanlæg, Amager Bakke, uden de nødvendige kvalifikationer.
De udenlandske firmaers stilladser imponerede ikke Thomas Strømsholt. Han er bestyrelsesmedlem i de københavnske stilladsarbejderes brancheklub under fagforbundet 3F og er samtidig skuemester (censor, red.) på den toårige stilladsuddannelse.
- Kvaliteten af stilladserne var rystende dårlig. Stilladset var fastgjort med helt forkerte materialer, og hvis der kom et kraftigt vindstød fra den forkerte retning, kunne det hele falde ned, forklarer han til Avisen.dk
De udenlandske arbejdere har kun haft tilladelse til at bygge simple stilladser i standardopstilling. Her har man dog forsøgt at lukke et hul ved ganske enkelt at placere et bræt. (Foto: Thomas Strømsholt)
Rygterne om de manglende kvalifikationer har i længere tid cirkuleret blandt københavnske stilladsarbejdere. Det kulminerede onsdag den 10. februar, hvor et stort antal stilladsarbejdere fra danske firmaer blokerede porten til byggepladsen i protest mod det, de opfattede sum unfair konkurrence fra de udenlandske firmaer.
Ifølge stilladsarbejderne skyldtes aktionen, at de forgæves havde forsøgt at gøre byggeledelsen opmærksom på problemerne. Med hjælp fra Stilladsarbejdernes Brancheklub i København lykkedes det dog at indgå en aftale med byggeledelsen, som skal afhjælpe problemerne.
UDVID
Kræver to års uddannelse
Danske stilladsarbejdere på byggepladsen har gennem længere tid forsøgt at gøre byggeledelsen på Amager Bakke opmærksom på problemer med udenlandske kolleger, der opførte avancerede konstruktioner, som de slet ikke var godkendt til.
Som Avisen.dk i dag kan dokumentere, havde arbejderne nemlig kun lov til at bygge såkaldte facadestilladser.
- Facadestilladser er simple stilladser, som du bygger op fra fortovet ud fra en vejledning. Det svarer lidt til at samle et sæt Lego. Men i stedet har de bygget avancerede stilladser, der stod, lå og hang på forskellige komponenter af værket, og som kræver en toårig uddannelse at bygge, fortæller Thomas Strømsholt.
- Det er livsfarligt at falde ned, og det er heller ikke spor sjovt at få et tonstungt stillads i hovedet.
Derfor er han skuffet over, at folk uden de nødvendige kvalifikationer har kunnet bygge stilladser på kæmpebyggeriet.
- Vores arbejde handler jo om at skabe sikkerhed for andre håndværkere. Når man ikke følger reglerne, risikerer man, at folk kommer rigtig, rigtig galt afsted. Det er livsfarligt at falde ned, og det er heller ikke spor sjovt at få et tonstungt stillads i hovedet, siger Thomas Strømsholt.
Nedlagde arbejdet
Først da de københavnske stilladsarbejdere i frustration nedlagde arbejdet og blokerede porten til byggepladsen, skete der for alvor noget. I et forsøg på at løse den tilspidsede situation blev Thomas Strømsholt tilkaldt, og sammen med byggeledelsen inspicerede han stilladserne. Synet, der mødte ham, var dog langt fra imponerende.
Her mangler der rækværk på stilladset. Det betyder, at man kan falde to meter ned til niveauet under. (Foto: Thomas Strømsholt)
- Det var tydeligt, at man bare har prøvet sig lidt frem. Lidt ligesom når børn skal bygge en hule i skoven og lægger noget træ sammen for at se, hvad der kan holde, konstaterer den forargerede stilladsarbejder og fortsætter:
- Men børn er i det mindste kloge nok til ikke at bygge en flere tons tung stilladskonstruktion, der hænger 34 meter oppe i luften med gående færdsel under.
- Det skal ikke være sådan, at man gradbøjer sikkerheds- og uddannelseskrav. Det finder vi os simpelthen ikke i.
Udlændinge er også kolleger
Thomas Strømsholt pointerer, at hverken han eller andre stilladsarbejdere er blege for konurrence fra udelandske firmaer.
- Vi er sådan set ligeglade med, om en stilladsarbejder er fra Danmark, Tyskland eller Litauen. Der er intet problem i konkurrence, men vi skal konkurrere på at være dygtigst og at få de bedste idéer. Det skal ikke være sådan, at man gradbøjer sikkerheds- og uddannelseskrav. Det finder vi os simpelthen ikke i, siger Thomas Strømsholt.
Avisen.dk har bedt den finske virksomhed Kymppi, som står bag de omtalte stilladser, om at kommentere Thomas Strømsholts kritik. Det er dog ikke vendt tilbage med et svar. De svarer dog på kritikken af manglende kvalifikationer i artiklen her.