Der skal flere hænder til hjemmeplejen.
Det mener 22-årige Alex Bang Bagger fra Roskilde, der stiller op til kommunalvalget for SF.
Han arbejder til dagligt som sosu-hjælper for demente borgere. Der oplever han, at der generelt ikke er tid nok til de ældre og syge.
- Normeringen i hjemmeplejen er alt for lav. Borgerne møder mange forskellige hjælpere og assistenter i løbet af en dag. På en uge kan de møde over tyve forskellige mennesker. Der kan simpelthen ikke være rigtigt, lyder fra fra Alex Bang Bagger.
- At der kommer skiftende personale hele tiden er et rigtig stort og trist svigt
Hvis han bliver valgt ind i byrådet er første-prioriteten derfor at sørge for flere ressourcer til området.
- Der mangler nogle hænder, og de hænder koster penge. Og det er jo bare fakta. Der er blevet skåret meget de 12 år og jeg kunne rigtig godt tænke mig at se, det vendte den anden vej, siger Alex Bang Bagger.
Han så også gerne, at hjemmeplejen blev inddelt i mindre teams, så det er de samme plejere, der kommer ud til borgerne.
Der er for få hænder i hjemmeplejen, mener 22-årige Alex Bang Bagger. Han vil ind i lokalpolitik for at sikre bedre forhold til de ældre og syge. Foto: Maria Jeppesen
Kommunalpolitik er ikke forbeholdt midaldrende mænd med mellemlang universitetsuddannelse. Avisen.dk har mødt kandidater til kommunalvalget, der skiller sig fra mængden, og bringer portrætter af dem forud for valget 21. november 2017.
UDVID
En atypisk kandidat
Alex Bang Bagger er klar over, det er atypisk for en ung sosu-hjælper at gå ind i lokalpolitik, hvor prototypen på en kommunalpolitiker er en 50-årig mand med kort eller mellemlang uddannelse (se faktaboks nederst i artiklen).
Men for ham, giver det rigtig god mening.
- I mit fag går vi meget op i politik. For det er politik, der bestemmer de rammer, vi arbejder indenfor, siger Alex Bang Bagger.
Han er desuden opvokset i en familie, hvor man diskuterer politik og hvor holdninger flyver hen over køkkenbordet, forklarer han.
Derfor kan han ikke lade være med at blande sig, når han oplever, at tingene ikke er i orden. Som når de ældre og syge i kommunen bliver mødt af skiftende personale.
Fakta: Kun 5,5 procent af kommunalpolitikerne er under 30 år
- En relation mellem plejer og borger tager måske kun fem minutter at opbygge, men hvis man skal opbygge relationer til tyve forskellige mennesker, så bliver det svært, siger Alex Bang Bagger.
Han mener, at det er direkte helbredsmæssigt uforsvarligt, når det ikke er fast personale, der kommer ud til den enkelte borger.
- Hvis du ikke ved, hvad deres normale tilstand er, så ved du heller ikke, når noget er unormalt. Og det kan jo have alvorlige konsekvenser, lyder det fra Alex Bang Bagger.
Faget fortjener mere respekt
Egentlig var han i gang med at uddanne sig til teknisk designer, men fandt ud af, at han ville arbejde med mennesker. Sosu-uddannelsen skulle være et springbræt til sygeplejerskeuddannelsen
Men idag er han så glad sosu-faget, at han indtil videre planlægger at blive. Det er til trods for, at der ikke er så meget prestige i at være sosu.
I en undersøgelse fra 2016, lavet af Ugebrevet A4, lander sosu-faget nede på en 81.plads på listen over de 99 mest prestigefyldte job.
Men det vil Alex Bang Bagger blæse på.
- Mange fordomme kommer af uvidenhed. Og jeg er godt klar over, man snakker om, at sosu’er tørrer røv. Og det er jo også rigtigt nok, det gør vi en gang imellem. Men det primære, vi gør, at jo at hjælpe folk med at holde deres hverdag i gang, lyder det fra Alex Bang Bagger. Han er stolt af sit fag.
- Vi fortjener mere respekt. Jeg arbejder sammen med så mange engagerede mennesker og der er ikke nogen, der går ind i det her fag for pengenes skyld. Man gør det jo, fordi man gerne vil hjælpe andre, lyder det fra Alex Bang Bagger.
- 50 år
- Etnisk dansk
- Kort eller mellemlang uddannelse
- Offentligt ansat
5,5 procent af lokalpolitikerne er under 30 år.
52 procent har en videregående uddannelse. I befolkningen har 28 procent en videregående uddannelse.
Kun lidt over fem procent er studerende, pensionister eller arbejdsløse, selvom denne gruppe repræsenterer over 41 procent af befolkningen.
Under 30 procent af medlemmerne i kommunernes byråd er kvinder.
Kilde: KV - Analyser af kommunalvalget 2013 af professor på Institut for Statforvaltning og Offentlig Forvaltning ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær.
UDVID