Ungdomsperioden fra barn til voksen er for de fleste præget brusende forelskelser, sommer der blot varer ved i det uendelige og glæden ved for første gang at have penge mellem hænderne og eget sted at bo.
En rosenrød periode i de flestes liv, hvor de fri fra voksenlivets knusende ansvar over for arbejdsgiver og børn kan vælge til og fra i jagten på egen lykke.
Men flere og flere unge træder ved siden af og ender på samfundets kant som hjemløse, og nu slår man ifølge Århus Stiftidende alarm i Aarhus. Siden 2009 er antallet unge hjemløse nemlig firedoblet i Aarhus, og væresteder må afvise desperate unge, der søger hjælp.
Og ifølge direktør for Hjem Til Alle Alliancen, Vibe Klarup, er der ikke blot tale om et regionalt problem, selvom landet næststørste by er blevet hovedstad for unge hjemløse.
- Lige siden VIVE [Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, red.] begyndte at måle i 2009, har tallet været stærkt stigende. Aarhus er nu den by, der har rekord blandt hjemløse unge, men man ser også stigningen andre steder som København og provinsbyer som Herning, Roskilde og Esbjerg, siger Vibe Klarup.
Hjem Til Alle Alliancen består af 15 organisationer, blandt andet Falck, KAB, Røde Kors og RealDania, der kæmper for, at ingen unge skal stå uden tag over hovedet.
Et symptom på tiden
Men det går hurtigt i disse år. Tal fra VIVE viser, at antallet af unge hjemløse på landsplan på blot to år fra 2015-2017 steg med 16 procent fra 1.971 unge til 2.292. Og fra 2009-2017 er antallet af unge hjemløse mere end fordoblet.
Grafik af Hjem Til Alle Alliance på baggrund af tal fra VIVE
Ifølge Vibe Klarup er der ikke et entydigt svar på dette. I stedet skal man se på mange faktorer, der skaber Danmark anno 2018:
- Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor der kommer flere unge hjemløse, men tesen er, at de offentlige ydelser er faldet, der er blevet introduceret et kontanthjælpsloft og en ungeydelse, samtidig med at huspriserne stiger både i storbyerne og provinsen, siger direktøren og peger også på en præstations- og perfekthedskultur hos de unge:
- Hjemløshed handler også om andre ting end kroner og ører. De hjemløse unge er sårbare, og i disse tider vælter de sårbare unge lettere.
Hun illustrerer dette ved, at mange af de unge hjemløse, som de møder, som udgangspunkt ikke kommer fra problemfyldte hjem. I stedet tumler de ofte med psykiske problemer, er blevet mobbet eller har på anden vis står uden for fællesskabet.
Boligminister skal på banen
Socialminister Mai Mercado (K) trak sidste efterår 250 millioner ud af satspuljen til en skærpet hjemløseindsats. Her blev knap 100 millioner øremærket unge hjemløse.
- Selv om vi godt ved, hvad der skal til for at få borgere væk fra gaden og over i egen bolig, så oplever vi alligevel, at flere borgere havner i hjemløshed. Den tilstrømning skal vi have stoppet, sagde hun dengang og initiativet, der blandt andet indebærer et stort fokus på det frivillige samfund i Danmark, får ros af Vibe Klarup.
Samme ros får transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) ikke ligefrem.
- Mai Mercado gør det helt rigtige, selvom der selvfølgelig godt kunne bruges endnu flere penge. Men det vi for alvor mangler er, at vi får en boligminister, der sætter spot på problemet og vil være med til at løse problemet. Det ser vi ikke i øjeblikket, slår Vibe Klarup fast.
Men nu er I en organisation, der vil dæmme op for antallet af unge hjemløse i en tid, hvor det stiger eksplosivt. Har I så ikke fejlet?
- Du kan sagtens sige, at vi har fejlet. Men vores mission er ikke blot at dæmme op for antallet af unge hjemløse, da vi arbejder på den lange bane. Vi vil udrydde ungehjemløshed totalt, og det vil tage både 10 og 15 år. Det ved vores partnere også. Det projekt kræver både nye boligtyper og en ny måde at håndtere sociale problemer på.
Som et forsøg prøver Hjem Til Alle Alliancen derfor i øjeblikket i samarbejde med kollegier at reservere dele af pladserne til unge hjemløse, der som resultat kommer til at bo med velfungerende studerende.