Sagen om den lavere boligydelse til pensionister har kastet DF-bossen Kristian Thulesen Dahl ud i et stormvejr af enorme dimensioner.
Rød blok skælder ham huden fuld, og de politiske kommentatorer er enige om, at det er en rigtig møg-sag for den normalt så populære DF-leder.
- Aldrig har Thulesen Dahl været så politisk klemt, som han er i den her sag, siger politisk kommentator Hans Engell til Ekstra Bladet.
- DF er blevet fanget på det forkerte ben. De har kørt benhård valgkamp på at være de ældres forkæmper. Men det er der nu sået tvivl om med den her historie, siger politisk kommentator Jarl Cordua til BT.
Spørger man hr og fru Jensen, er deres tillid til Kristian Thulesen Dahl svækket. I hvert fald tæppebombes manden på sin egen Facebook-profil med kommentarer fra danskere, der er vrede over sagen. "Løftebryder". "Skam dig". "Trick-tyven Tulle". Skældsordene er mange.
Det er Kristian Thulesen Dahl selv, der i går åbnede op for de mange kommentarer ved at skrive om sagen i en update. Her prøver han at forklare sagens substans, som han ser den.
"Nogle af de eksempler der er i medierne giver indtryk af, at flere berøres voldsomt af ændringerne. Hvis det er rigtigt, er det i strid med det, vi har fået oplyst i forhandlingerne. Vi arbejder med det – og taler selvfølgelig også med Ældresagen om det," skriver han blandt andet.
Men trods Thulesen Dahls erklæring om, at DF nu 'arbejder med det', så er flere færdige med at sætte kryds ved hans parti.
Eksempelvis skriver Allan: "Jeg stemte osse på DF ved sidste valg, hvor har jeg fortrudt det, troede man kunne stole på Kristian Thuesen Dahl og DF, men gør det aldrig mere. Vælger bedrag af største skuffe, føj for pokker."
Inge skriver, at hun snart ikke ved, hvad hun skal tro på: "Du som plejer at have overblik over den mindste detalje ifm de økonomiske forhandlinger!! At der er afsat en milliard til velfærd for pensionister, kan jeg ikke betale husleje for. Jeg troede Dansk Folkeparti var et troværdigt parti, der kærede sig om pensionisterne i dette land. Hvor sølle kan det blive?"
Ove skriver, at det for hans vedkommende er tid til et partiskift: "Jeg stemte på DF ved sidste valg, for jeg mente, at man kunne stole på jer. Jeg er dybt skuffet over jer. I lader ældre betale for, at de rige kan få deres biler billiger, vi andre kan kun købe små biler med 105% i afgift. MIN STEMME GÅR TIL ET ANDET PARTI VED NÆSTE VALG."
Jesper erklærer, at det "fandme er en ommer": "Helt ærligt! Overvejer stærkt at skifte parti efterhånden ... kom nu ind i kampen mand!," skriver han i kommentartråden, der i skrivende stund har over 700 bidrag.
Også i feltet 'Opslag fra besøgende' er der drøje hug fra danskerne til Kristian Thulesen Dahl på hans Facebook-side. Sådan lyder et af de indlæg, der er kommet i dag:
Jeg et godt nok skuffet. Vi talte sammen på Ringsted Torv til et vælgermøde. Du lovede, at det ikke længere var de syge, fleksjobbere eller pensionister, der betale for økonomiske stramninger.
Opslået af Mickhael Monthieux på 10. december 2015