Signe Munk er sygeplejerskestuderende og Næstformand i SF. Hun har haft sin politiske opvækst i kommunalpolitik, da hun som blot 19-årig indtog en af pladserne i Viborg Byråd. Her arbejdede hun for at udvikle og styrke den borgernære velfærd i en tid, hvor pengene var få og de blå var mange.
Signe skriver om velfærdsdanmark under udvikling og afvikling – altid med en ambition om at finde veje for velfærden med trygheden og fællesskabet i behold. Foruden et stærkt fokus på at skabe velfærd for borgerne, er Signe optaget af arbejdsvilkår, faglighed og hverdagen for de mange ansatte i det offentlige. Signe vil desuden bruge sin blog til at afsløre højrefløjens nedskæring, som pakkes ind i smarte reklameord.
IGEN KØRER debatten om ”de forkælede offentlige ansatte”. Denne gang startet af professor Ove Kaj Pedersen med en stor kronik i Politiken.
Han er, set med universitetets teoretiske briller, kommet frem til, at de offentlige ansatte er en gruppe vældigt forkælede og magtfulde lønmodtagere.
Jeg vil holde mig fra denne store teoretiske debat om velfærdstat, konkurrencestat og andre lange ord, og vil derimod give tre aktuelle og praktiske eksempler på, hvorfor han tager fejl. Ærligt talt virker det en smule virkelighedsfjernt at kalde velfærdsarbejderne i den offentlige sektor anno 2016 noget så fornemt som forkælede.
Jobtryghed og arbejdsmiljø er under pres
Man er aldrig blevet rig af at være velfærdsarbejder. Sygeplejerske, pædagog, sosu-assistent. Det ved alle. Men til gengæld har gevinsten altid været en ansættelse med jobtryghed og gode arbejdsvilkår. I disse år er lønnen ikke ændret synderligt, men trygheden er ved at smuldre, og arbejdsmiljøet er under pres. Siden de store nedskæringer i den offentlige sektor begyndte i kølvandet på finanskrisen, så har der ikke været år uden effektiviseringer og rationaliseringer. Det har kostet mange fyringer og omplaceringer af de almindelige lønmodtagere. Det betyder naturligvis, at sandsynligheden for fyring er steget og jobsikkerheden faldet. Næste budgetår er jo altid lige om hjørnet med udgiftsloft og omprioriteringer.
SAMTIDIG MED at flere kollegaer er forsvundet, er mængden af arbejdsopgaver forblevet (næsten) de samme. Det presser arbejdsmiljøet. Det kan de fleste offentligt ansatte nok genkende, men det stikker også klart ud i arbejdstilsynets antal af påbud givet i 2015. Her blev der slået rekord med 546 påbud om sygdomsskabende travlhed og for store arbejdsmængder på sygehusafdelingerne, i vuggestuen og i klasseværelset. Desværre har en voksende tavsheds-kultur på de offentlige arbejdspladser bredt sig. En kultur hvor kritik af kvalitet, arbejdsmiljø og tempo gøres personlige, og returneres af nogle chefer som udtryk for ”brok”.
Trusler og vold rammer dem i første geled
Socialrådgiveren, sosu'en og sygeplejersken er dem, der møder borgerne først; de ledige, de syge og de udsatte. Det er ikke direktøren for teknik og miljø eller den kommunikationsansvarlige for kommunen, der er ude og arbejde med borgere, som enten er syge, står i pressede situationer eller beviseligt er farlige for deres omgivelser.
DET BETYDER trusler i jobcentret bliver givet til socialrådgiveren. Det er sygeplejersken som står først for, hvis alkoholikeren eller den demente er utilfreds og langer ud med hånden. Og hvert år de sidste fire år, har en ansat på de danske bosteder mistet livet. Det er ikke uden risici at være velfærdsstatens fronttropper. Selvom det heldigvis stadig langt fra er hverdagen, sidder utrygheden der uanset.
Indflydelse på eget job er kvalt i konsulenter
I de sidste 10-15 år har man i det offentlige arbejdet efter en altoverskyggende rettesnor – New Public Mangament. Det har ført kontrol, registrering og måltal med sig overalt fra lærerværelset over fødselsafdelingerne til park og vej. Samtidig har politikerne - i deres iver for at reagere på pressehistorier om enkle brodne kar blandt 800.000 velfærdsansatte - sendt kontrol udover alle. Denne mangeårige tendens har indskrænket de offentlige ansattes frihed i jobbet. Samtidig måles de på produktion og effektivt, men aldrig på kvalitet, fordi hvordan måler man det? Og når der så skal effektiviseres, bruges ofte et væld af eksterne konsulenter, som skal kloge sig på arbejdsgange og løsninger i rapporter. Rapporter som bygger på de måltal, der ikke måler kvaliteten. Rapporter, som uden tvivl har indflydelse på politikernes beslutninger.
Jeg håber, at Ove Kaj Pedersen og andre tager disse tre eksempler med i baghovedet, næste gang de kalder de offentligt ansatte forkælede. Fordi man får mildest talt lyst til at spørge; Hvilke forkælede offentligt ansatte?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.