Tiden er løbet fra værnepligten. Det mener i hvert fald oppositionspartierne, der vil gøre op med værnepligten, når det nye forsvarsforlig skal forhandles i 2014.
Forsvarsordfører for Socialdemokraterne, John Dyrby Paulsen, siger til Newspaq, at værnepligten ikke længere er andet end en dyr rekrutteringsordning.
"Der bruges i omegnen af 700 millioner kroner på værnepligten i dag, og i min optik, får vi ikke særligt meget for pengene, " siger han og fortsætter:
"Jeg tror på, at Forsvaret har så meget at tilbyde unge mennesker, at vi sagtens kan rekruttere de, der er brug for," siger John Dyrby Paulsen.
Hos Dansk Folkeparti er man lodret uenige, og her er man specielt bekymret for, at militæret ikke længere vil repræsentere et bredt udsnit af befolkningen, hvis værnepligten afskaffes.
"Vi mener, det er den rigtige ordning, der er nu" siger forsvarsordfører for DF, Ib Poulsen, til Newspaq.
Han uddyber, at værnepligten er så fundamental, at der ikke må spares på dette område.
"Hvis man ikke har et bredt udsnit af befolkningen i militæret, får militæret heller ikke opbakning fra den brede del af befolkningen, " siger Ib Poulsen