Marianne Dalsgaard Christensen var ikke i tvivl om, at hun havde sikret sig sit drømmejob, da hun som nyuddannet socialrådgiver i 2002 begyndte at arbejde med handicappede børn.
Hjertebanken og søvnbesvær
Allerede mens hun studerede, vidste hun, at det var netop familier med handicappede børn, hun gerne ville hjælpe. Og der var nok at se til i den lille østjyske kommune, hvor Marianne Dalsgaard Christensen trods sin manglende erfaring fik ansvaret for at bygge en ny afdeling med fokus på handicappede børn op.
- Der var så mange sager, at jeg ikke kunne nå at behandle dem rettidigt. Forældrene blev frustrerende, husker Marianne Dalsgaard Christensen.
Det gjorde hun også selv, men der skulle gå fire år, før det for alvor stod klart for hende, at arbejdet havde gjort hende syg. At det var de mange sager, den øgede kontrol og de svulmende administrative opgaver, der gav hende hjertebanken og søvnbesvær.
LÆS OGSÅ: Lars til Dennis Kristensen: Kæmp til det sidste for en god overenskomst
Marianne Dalsgaard Christensen forsøgte at komme ovenpå ved at bruge en dag om ugen på Arbejdsmedicinsk Klinik, hvor hun fik råd og redskaber til at klare hverdagen. Imens voksede sagsbunken på skrivebordet.
Da der siden blev ansat endnu en socialrådgiver i kommunen, blev jobbet atter til at holde ud, men så fulgte kommunalreformen og en masse omvæltninger, og sagsbehandlingen blev atter forsinket.
- I slutningen af 2007 sagde jeg mit job op. Jeg var simpelthen ved at dø af stress, siger Marianne Dalsgaard Christensen.
Når hun hører, at blandt andre socialrådgivere i en ny, omfattende kortlægning af det psykiske arbejdsmiljø giver udtryk for, at de føler sig pressede på jobbet, genkender hun oplevelsen. Ifølge den nye undersøgelse fra hovedorganisationen FTF, som Ugebrevet A4 omtaler tirsdag, er det især lønmodtagere, der arbejder med mennesker, har myndighedsopgaver og forvalter lovgivning, der er udfordrede.
Følelsesmæssige krav
49 procent af gruppen af socialrådgivere, politifolk og ansatte i Skat svarer i undersøgelsen, at de håndterer en stor eller meget stor arbejdsmængde. Til sammenligning er det tilsvarende tal for lønmodtagere generelt 22 procent.
28 procent af lønmodtagerne, der arbejder med myndighedsopgaver, oplever en hverdag, hvor de skal håndtere »høje følelsesmæssige krav« i mødet med borgere. Blandt lønmodtagere generelt er andelen kun 12 procent.
- Vi arbejder med mennesker. Det er det, der presser os i hverdagen, siger Marianne Dalsgaard Christensen.
Hun tilføjer:
- Det ville være nemmere, hvis man arbejdede med dimsedutter. Når man har mennesker at gøre, spiller det følelsesmæssige også ind. Som socialrådgiver får man en omsorg for de mennesker, man har med at gøre, erklærer Marianne Dalsgaard Christensen.
'Det skal nok gå'
Selv mærkede hun presset i hverdagen, når samarbejdet med familierne var vanskeligt, når der var for lidt tid, og når et handicappet barn fik et tilbud for sent. Ind imellem syntes hun, at hun var en dårlig socialrådgiver, fordi hun ikke kunne nå sagsbehandlingen til tiden.
- Der er ikke noget, der slutter, når man er socialrådgiver. Der er altid noget, der er i proces. Jeg tænkte ind imellem på, om jeg hellere skulle sidde ved kassen i Netto, fortæller Marianne Dalsgaard Christensen.
I dag er den 53-årige socialrådgiver ansat i Aarhus kommunes familieafdeling, hvor hun er en del af gruppe på knap 30 socialrådgivere. Her oplever hun, at at ledelsen er lydhør og hjælper med at finde løsninger, hvis arbejdet hober sig op.
LÆS OGSÅ: Kæmpe pres på betjente og socialrådgivere: "Hårde og belastende job"
- Jeg orienterer løbende ledelsen skriftligt, hvis der er sager, jeg ikke kan nå. Her hedder det ikke, at 'det skal nok gå'. Her er fokus på, hvordan får vi det til at gå. Vi har for eksempel haft en vikar inde, siger Marianne Dalsgaard Christensen, der er kollegernes arbejdsmiljørepræsentant.
Når man spørger hende, hvad hun har lært af de perioder, hvor hun var ramt af stress, kommer svaret prompte:
- Jeg har lært at passe på mig selv. Tidligere var jeg flov over at blive stresset. Det var lidt skamfuldt. I dag ved jeg, at det afgørende er at blive hørt og taget alvorligt.