Ritzau
Opdateret kl. 12:46
Pressefotograf Martin Lehmann er tiltalt for at forstyrre den offentlige orden ved at undlade at følge politiets påbud om at fjerne sig fra motorvejen.
Her kan du læse om forløbet.
* Omkring 300 flygtninge og migranter begav sig 9. september 2015 på vej ad den sønderjyske motorvej.
* Strømmen af mennesker på motorvejen førte til, at politiet måtte afspærre dele af motorvejen for trafik.
* Flere pressefolk fulgte den vandrende flygtningestrøm, men kort før afkørsel Aabenraa Syd blev journalister og fotografer bedt om at fjerne sig fra vejen.
* Martin Lehmann undlod af følge politiets påbud og blev efterfølgende anholdt og kørt til arresten. Efter nogle timer blev han løsladt.
* Formand for Dansk Journalistforbund Lars Werge skrev samme aften på Twitter:
- En fotograf på job anholdes i sin gerning af politiet. Det matcher ikke danske værdier og pressefrihed, skrev han og kaldte anholdelsen for et brud på både ytringsfrihed og pressefrihed.
* Daværende chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard klagede efterfølgende til Statsadvokaten over anholdelsen. Klagen blev senere afvist.
* Fotografen har fået en bøde på 1500 kroner, men bøden afvises med henvisning til den journalistiske frihed til at dække et emne af samfundsmæssig betydning.
* Retten i Sønderborg har afsat to retsdage til sagen, som behandles af en dommer og to domsmænd.
Kilder: Pressefotografforbundet, Ritzau.
/ritzau/