Internationale observatører har nu afsagt deres dom over weekendens valg i Haiti, der har været ramt af både voldelig uro og politisk boykot.
Og valget ender med at blive godkendt - på trods af uregelmæssigheder og beskyldninger om omfattende svindel. Det skriver BBC.
"Den fælles mission mener ikke, at uregelmæssighederne, selvom de er alvorlige, bør omstøde valgene", siger lederen af observatørholdet, Colin Granderson, fra Organisationen af Amerikanske Stater.
Man er stadig i gang med at tælle stemmerne op efter søndagens valg, som betegnes som skelsættende for Haiti.
Landet kæmper med en koleraepidemi og ikke mindst følgerne af det store jordskælv i januar, som slog 230.000 mennesker ihjel.
Kilde: BBC