Den blot 22-årige Frederik Andersen kan meget vel blive den næste dansker i verdens største ishockeyliga, den nordamerikanske hockeyliga, NHL.
Ifølge svenske Aftonbladet er målmanden, der til dagligt spiller i den svenske Eliteserien for Frölunda, et varmt emne i Carolina Hurricanes.
Hovedpersonen selv, der står noteret som Elitseriens bedste målmand, vil hellere end gerne skifte til verdens bedste hockeyliga.
"Det er min store drøm, og jeg vil gøre alt for at komme til at spille der. Så selvfølgelig vil jeg gerne afsted, men lige nu er jeg hundrede procent fokuseret på Frölunda. Det andet må vi tage efter sæsonen," siger Andersen til Aftonbladet.
Hvis Carolina Hurricanes er seriøse i deres tilnærmelser, skal der skrives kontrakt med ham inden 1. juni. Ellers mister de rettighederne på Andersen.
Kilde: Aftonbladet