Opdatering 11.32: Der er nu ryddet op efter uheldet. Man skal dog forvente kø og forlænget rejsetid på mellem 10 og 30 minutter, lyder meldingen fra Vejdirektoratet.
-----------------------
Grundet et færdselsuheld er Østjyske Motorvej onsdag morgen spærret i nordgående retning ved Skanderborg.
Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Thomas Kiær.
- Vi forventer, at motorvejen er spærret en times tid endnu, siger vagtchefen omkring klokken 09.20.
Ifølge Vejdirektoratet skal trafikanterne dog forvente, at arbejdet med uheldet først er "afsluttet i løbet af formiddagen".
Ulykken skete klokken 09.01 nær afkørsel 53. En lastbil og en personbil var involveret i uheldet.
Der er umiddelbart ikke meldinger om tilskadekomne.
- Både brandvæsen, politi og to ambulancer er på stedet, siger Thomas Kiær.
- Alle personer er ude, lyder det videre.
Kødannelse og forlænget rejsetid
Der er desuden kødannelse på Motorvej E45 fra Vejle mod Horsens, fremgår det af Vejdirektoratets trafikside.
Køen er opstået mellem Rasteplads Nørremark og <56a> Horsens V.
Det giver i skrivende stund en forlænget rejsetid på op til 30 minutter.
Årsagen til køen er vejarbejde.