Det nytter ikke noget, at oppositionsstyrkerne og regimets sikkerhedsstyrker bliver ved med at myrde hinanden i Syrien.
For konflikten i landet har kun én løsning, og det er en politisk løsning.
Det mener Angela Merkel, den tyske forbundskansler.
Hendes udtalelse om den politiske løsning kommer fredag eftermiddag i Berlin, hvor hun holder pressekonference sammen med sin gæst, Ruslands præsident, Vladimir Putin.
- Vi har begge gjort det klart, at vi ønsker en politisk løsning, og at Annan-planen kan være en begyndelse, siger Merkel.
- Men vi må arbejde med al vor energi og styrke, specielt i FN's Sikkerhedsråd, for at gennemføre den plan og om nødvendigt udvikle andre politiske aktioner, siger hun.
Rusland regnes sammen med Kina for at være de nærmeste allierede for det syriske regime under ledelse af præsident Bashar al-Assad.
Rusland er blevet kritiseret for at holde hånden over Syrien i konflikten.
Putin siger efter mødet med Merkel, at der er "elementer" af konflikten, der ligner borgerkrig.
- Det er ekstremt farligt, siger han og tilføjer, at Rusland ikke leverer våben til Syrien, som Syrien kan bruge i en borgerkrig.
Videre siger Putin, at Rusland ikke støtter nogle af siderne i konflikten, og at en politisk løsning er mulig. Men der skal tålmodighed til.
- Man kan ikke gøre noget med magt, siger den russiske præsident.
Vladimir Putin ankom ved middagstid til Berlin for at hilse på i sin nye egenskab af russisk præsident - en post han fik for en måned siden.
Senere fredag ankommer han til Paris for at mødes med Frankrigs nyvalgte præsident, François Hollande.
AFP