For Janni Ree kommer der til at gå lang tid, før hun stoler på nogen igen.
Det har hun sagt i forbindelse med det voldsomme brud med milliardæren Karsten Ree.
Nu skriver Ekstra Bladet, at det kan afsløre, at den 54-årige influencer og reality-personlighed har indledt en "romance med en dansk forretningsmand i 40'erne". Manden skulle ifølge avisen være bosat i Schweiz.
Ekstra Bladet skriver, at Janni Ree efter en tur til Schweiz, hvor hun opholdt sig hos sin nye romance, har lånt en lejlighed i Nordhavn af en veninde, som angiveligt skulle være den tidligere DF-politiker, pornoskuespiller og mavedanser Louise Frevert.
Hverken Janni Ree eller den danske rigmand fra Schweiz ønsker at kommentere Ekstra Bladets afsløring.
Siden den 20. august har bruddet mellem Janni Ree og 79-årige Karsten Ree været en del af overskrifterne i den danske presse.
Parret gik nemlig med et brag fra hinanden efter 11 års forhold - heraf ni år som ægtepar.
- Det skete præcis 9. juli, hvor jeg giver ham et brev, hvor jeg fortæller ham, at jeg gerne vil skilles, og at han skal sætte mig fri, fortalte Janni Ree til Ekstra Bladet, da bruddet ramte medierne.
Fra Karsten Rees lejr blev det via milliardærens kommunikationsansvarlige bekræftet, at Karsten Ree har søgt om skilsmisse.
Forleden blev Janni Rees søn Victor Zenlev, ifølge Janni Ree, eskorteret væk af Karsten Rees sønner.
Desuden har Janni Ree meldt Karsten Ree til politiet flere forskellige typer af vold.