En uge efter, at rigmanden Karsten Ree og hans kone Janni Ree indledte det, der uden tvivl bliver en grim skilsmisse i pressen, har Janni meldt Karsten til politiet for vold.
Det skriver SE og HØR, som har set den anmeldelse, der er tale om. Janni Ree har anmeldt sin kommende eksmand for flere forskellige typer af vold, fortæller hun til ugebladet.
- Jeg har anmeldt ham for fysisk vold, psykisk vold og økonomisk vold. Jeg har et professionelt team bag mig, som selv har oplevet noget lignende. Hvis jeg ikke havde haft deres hjælp ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort, siger Janni Ree til SE og HØR.
Den anmeldelse kommer efter Karsten Ree's lejr fredag eftermiddag meddelte, at de har anmeldt Janni til politiet for afpresning af Karsten.
Efterfølgende fortalte Janni, at hun også ville melde sin kommende eksmand til politiet, men ville dengang ikke udtale sig om, hvad hun ville melde ham for - udover, at der var tale om kriminelle handlinger.
Men nu viser det sig altså, at der efter Janni Ree og hendes rådgiveres opfattelse, er tale om vold.
Den seneste uge har været dramatisk for parret, som slet ikke er på talefod. Først lagde de ud med, hver især at hævde, at det var dem, der havde sat skilsmissen i gang.
Så fortalte Janni, at Karsten var stukket af til Afrika og havde skiftet alle låsene ud i deres hjem. Henover weekenden kom det frem, at alle Jannis ting var blevet fjernet og kørt væk fra Karstens palæ i Vedbæk.
Imens sidder Janni Ree i Schweiz, hvor hun er taget ned hos en veninde for at få fred i forbindelse med skilsmissen.