Landets kommuner skal fratages de rådne økonomiske gulerødder, der i dag får dem til at sende ledige i meningsløs aktivering.
Sådan lyder den skarpe melding fra hovedorganisationen FTF, der møder opbakning fra den anden store hovedorganistion LO og fagforbundet HK.
"Vi kan se, at måden man tildeler refusion styrer indsatsen alt, alt for meget. Det gør, at nogle ledige ikke kommer den hurtigste vej til beskæftigelse. Det er uheldigt," siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.
Fast takst til kommunerne
Den såkaldte refusionsmodel er styrende for, hvor stor en del af udgifterne til arbejdsløse, kommunerne får dækket af staten.
Systemet har længe været kritiseret for at motivere kommunerne til at vælge den aktivering, der giver mindst udgift for kommunen, frem for størst chance for at få den ledige i job.
Nu lægger FTF, der repræsenterer 450.000 privat og offentligt ansatte, op til, at kommunernes udgift til en arbejdsløs skal være den samme, uanset om den ledige er på dagpenge, i løntilskud eller på opkvalificerende uddannelse.
For en ledig på dagpenge kan det eksempelvis betyde, at kommunen skal betale 92.200 kroner årligt af dagpengene, mens staten betaler resten.
I stedet for at gøre forskel på refusionen for forskellige typer aktivering, skal kommunerne belønnes i form af en kontant bonus, når en ledig kommer i ordinært arbejde eller uddannelse, mener FTF.
Indspark til Karsten Koch
FTF lægger i dag sit forslag på bordet, når arbejdsmarkedets parter mødes med det såkaldte Carsten Koch-udvalg, der har fået til opgave af regeringen at kulegrave beskæftigelsessystemet.
Det sker, selvom udvalget ikke er blevet pålagt at kigge på refusion til kommunerne.
"Vores pointe er, at refusionssystemet betyder så meget i forhold til den aktive beskæftigelsesindsats og den måde hele systemet fungerer, at det er helt afgørende for os, at man får kigget på det her. Derfor er det helt oplagt at koble det sammen," siger Bente Sorgenfrey.
Opgør med kommunal kassetænkning
Både LO og HK erklærer forud for dagens møde, at de bakker op om et opgør med kassetænkningen over for de ledige.
Om det konkrete forslag fra FTF siger LO-sekretær Ejner K. Holst, "at det lyder interessant", men at han ikke ønsker at gå længere ind en dialog før dagens møde.
Også HK's næstformand, Mette Kindberg, bakker op om FTF's opgør med den kommunale kassetænkning i beskæftogelsesindsatsen.
"Kommunerne har eksempelvis i dag fordel af at sende en ledig i løntilskud frem for uddannelse. Det er ikke holdbart. Derfor er jeg enig med FTF i, at vi bliver nødt til at lave et nyt refusionssystem," siger hun.
Kommuner erkender effekt
Forslaget fra FTF matcher hovedlinjerne i det oplæg til et nyt refusionssystem, som regeringen har lavet sammen med Kommunernes Landsforening (KL).
Det oplyser Niels Arndt Nielsen, der er kontorchef for arbejdsmarked og erhverv i KL.
I økonomiaftalen for 2014 lyder det blandt andet:
”Refusionssystemet skal understøtte, at færrest muligt kommer på langvarig offentlig forsørgelse. (...) hovedprincippet for et nyt refusionssystem skal være, at refusionssatserne er ens på tværs af ydelser og falder over tid."
Samtidig erkender Niels Arndt Nielsen, at økonomiske incitamenter uundgåeligt påvirker kommunernes behandling af de ledige.
Egentlig ville regeringen have fremlagt et forslag til et nyt refusionssystem allerede i år. Det fremgår af lovkataloget for indeværende Folketingssamling.
Af den aftale, der blev indgået mellem kommunerne og regeringen i sidste uge fremgår det dog, at forslaget først er klar i 2014.