Det gamle og længe udtjente Hørsholm Sygehus er ved at blive revet ned. Men murstenene fejler ikke noget og skal blot renses for gammel mørtel.
Og det er et job for de ledige, mener kommunen, der nu sætter arbejdsløse til at udføre opgaven som et nytte-job.
- Jeg mener, at det er en opgave, som skaber værdi og nytte for byen, og for de ledige er der samtidig en charmerende mening i at være med til noget, der kan kobles til en ny bydel og stå for eftertiden, siger Allan Ludvigsen, centerchef for arbejdsmarked i Hørsholm Kommune til Lokalavisen.dk.
Selvom der findes virksomheder, der lever af at rense gamle mursten, er der ingen alarmklokker, der ringer hos 3F.
- Nyttejob-ordningen er jo ikke noget, der er groet i 3Fs have, og i Hørsholm er det da en anderledes måde at bruge nyttejob-funktionen på, men den indeholder mangfoldighed, og der vil nok være andre eksempler, hvor vi vil rynke panden mere, siger faglig sekretær i 3F, Torben Christensen, til Lokalavisen.dk.
Faktisk har genbrugsvirksomheden, Gamle Mursten, tidligere lavet forløb for og ansat udsatte ledige.
Men ifølge Lokalavisen.dk vurderer 3F ikke, at opgaven med at rense mursten er noget, hvor man tager arbejde fra andre ... særligt fordi de gamle mursten angiveligt kun skal indgå som en form for udsmykning.
Artiklen fortsætter under billedet. Foto af det gamle sygehus, Bax Lindhardt/Scanpix.

Hos Enhedslisten Fredensborg/Hørholm er man dog langt fra enig med 3F.
- At rense mørtel af byggematerialer, er hårdt fysisk arbejde, som normalt udføres af fagfolk. Det undrer os i den grad, at 3F Nordsjælland Øst finder denne form for gratis arbejde acceptabelt, skriver kontaktperson hos Enhedslisten Petina Schirmer Arnskog til BT.
Der er 8-12 ledige tilknyttet nyttejob-funktionen i Hørsholm Kommune, som har fået en to-årig dispensation fra rimelighedskravet ved nyttejob-ordningen.