Kronprinsesse Mary bør ikke længere vise sig med sin 221.000 kroner dyre Birkin-taske.
Det kræver modemanden, stylisten og forfatteren Jim Lyngvild i meget klare vendinger, kan Ekstra Bladet nu berette.
- Det vil være pinligt og helt uacceptabelt, hvis kronprinsesse Mary igen viser sig med sin Birkin-taske - nu hvor PETA (dyrevelfærdsorganisation, red.) har afsløret, at tasken laves af krokodiller og alligatorer, som flåes levende, siger han til Ekstra Bladet.
Han henviser til, at PETA har offentliggjort en video, der angiveligt skulle vise, hvordan de eksklusive Birkin-tasker bliver fremstillet.
Birkin-taske
Denne Birkin-taske blev vist frem for pressen, da Hermes åbnede en ny butik på Wall Street i 2007. På det tidspunkt var prisen 120.000 dollar.
Taskekæden Hermes, der står bag Birkin-tasken, har ifølge den britiske avis The Telegraph lovet at undersøge den pågældende farm i Texas, hvor videoen er blevet optaget.
Tag afstand
Og det er altså årsag til, at Jim Lyngvild, der har stylet en række kendte mennesker, nu henvender sig direkte til kronprinsesse Mary.
- Jeg har aldrig arbejdet med folk, der trods en stor indkomst havde lyst til at bruge penge på en Birkin-taske. De har ikke haft behov for at stive sig selv af med den signalværdi, som er i sådan en taske. Og nu hvor Hermes bestialske dyremishandling er blevet afsløret, er det da helt udelukket. Mary må øjeblikkelig tage afstand fra Birkin-tasken og gemme den langt væk. At bære den fremover vil være det samme som at sige, at man er ligeglad med dyrevelfærd, siger han.
Kongehuset har ifølge Ekstra Bladet ingen kommentarer til historien.