Advokat Yvonne Frederiksen skal ikke betale erstatning til tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen, efter at hun foretog en MeToo-undersøgelse.
Det er konklusionen på den dom, som Østre Landsret mandag har afsagt.
Advokaten har ikke handlet ansvarspådragende og bliver derfor frifundet for Jes Dorph-Petersens krav, lyder det.
Jes Dorph-Petersen omtaler kort dommen på Facebook mandag.
- Jeg skal nu sammen med min advokat nærlæse dommen - den er på 97 sider. Derefter tager vi stilling til, hvordan vi forholder os.
- Jeg har ikke yderligere kommentarer. Heller ikke til pressen, skriver han.
I sagen har Jes Dorph-Petersen krævet en erstatning på knap to millioner kroner af advokaten.
Yvonne Frederiksen foretog i 2020 den MeToo-undersøgelse fra TV 2, som førte til, at Jes Dorph-Petersen blev fyret fra Nordisk Film TV, som producerede programmet "Go' aften Live" for TV 2.
Jes Dorph-Petersen mener, at advokatens undersøgelse ikke blev udført korrekt, og at grundlaget for fyringen heller ikke var i orden.
Advokatundersøgelsen havde til hensigt at afdække krænkelser på arbejdspladsen, og i den forbindelse henvendte to tidligere praktikanter sig.
De fortalte om episoder i henholdsvis 2001 og 2003, hvor Jes Dorph-Petersen ifølge dem havde opført sig krænkende. Kvinderne medvirkede desuden i en tv-dokumentar, "MeToo: Sexisme bag skærmen" fra efteråret 2021.
Dorph er dels uenig i kvindernes udlægning af, hvad der foregik dengang, og derudover er han utilfreds med, at Yvonne Frederiksen i forbindelse med advokatundersøgelsen ikke agerede i overensstemmelse med god advokatskik.
Det har Yvonne Frederiksen allerede fået en bøde for af Advokatnævnet. Afgørelsen er blåstemplet af Østre Landsret, men Yvonne Frederiksen har anket til Højesteret.
Erstatningssagen har kørt sideløbende med den sag.
I erstatningssagen skulle landsretten først vurdere, om Jes Dorph helt skulle afskæres fra at kunne søge om erstatning.
Det skyldes, at han i forbindelse med sin fyring skrev under på en klausul om, at hans afskedigelsesgodtgørelse var til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav som følge af afskedigelsen.
Men det gav ikke anledning til at afvise kravet, afgør landsretten.
Advokaten bliver dog alligevel frifundet for erstatningskravet.
For "uanset kritisable forhold i forbindelse med afrapporteringen vedrørende undersøgelsens resultat over for" Jes Dorph-Petersen har Yvonne Frederiksen ikke handlet ansvarspådragende, lyder det.
Yvonne Frederiksen er partner i advokatfirmaet Norrbom Vinding, som mandag kort kommenterer frifindelsen.
- Norrbom Vinding har hele tiden været af den opfattelse, at dette søgsmål - af mange grunde - var grundløst, og resultatet af dommen er således, som vi forventede, skriver advokatfirmaet på sin hjemmeside.
Normalt begynder sager i byretten, men Dorphs sag er gået direkte til landsretten, fordi den er principiel.
Det betyder også, at den kan ankes til Højesteret uden særlig tilladelse.
/ritzau/