”Nödläge”.
Ordet, der kun skal udtales, hvis det går galt, bliver skreget over radioanlægget.
Sekunder efter smækker svenske Jan-Inge Lindh, der er ansvarlig for den tekniske side af røgdykkerøvelsen, hånden ned på en af de otte røde knapper, der sidder rundt om på ”Huset”, som øvelsen foregår i.
Med et hult drøn svinger den første tunge jerndør op.
30 sekunder
Døre og skodder åbnes én for én med en lyd, som et enormt mekanisk stykke legetøj fyldt af røg og varme. Et sted i mørket ligger en dansk brandmand.
Der går cirka 30 sekunder fra nødknappen presses ind, til de store ventilatorer har suget tilstrækkelig med røg og varme til at mændene kan vende tilbage i bygningen.
Et øjenvidne fortæller, at hvert sekund føltes som en evighed. Det er ikke længere de runde attrapper, mændene skal eftersøge og redde ud af heden. Det er deres kollega!
”Find ham".
Mand i kramper
Den danske instruktør, der for lidt siden gav ordre til at forlade det varme brandhus, pisker op ad en ståltrappe og ind i huset.
Han krydser det opvarmede gulv, hvor varmen stråler opad, og fortsætter længere ind i bygningen. Op ad en trappe.
Den savnede befinder sig på anden etage i en unaturlig stilling. Manden svarer ikke, men rykker unaturligt i kroppen som ved et epileptisk anfald.
Først tæt på kan instruktøren se, at fingrene har låst sig i et jerngreb omkring et gelænder, mens varmen kortslutter hjernen. Manden kramper.
Slag på slag
Instruktøren slår løs på mandens stærke hænder, for at løsne dem. Det tager flere slag.
Med hjælp fra en kollega får instruktøren mandens krop ud på en trappeafsats tre meter over jorden.
Med en serie af kraftige ryk, trækker mandens sener og muskelvæv sig sammen, så den bevidstløse mands lemmer vrider sig i deres arme.
”Hjælp!"
1.000 liter vand
Uden tid til at fragte ham de få meter ned på asfalten, giver man førstehjælp på trappeafsatsen. Først åndedrættet. Så flår de branddragten af manden.
De kraftige brandslanger bruges til at spule tusindvis af liter iskoldt vand over den sanseløse mand for at nedkøle hans brandvarme krop.
Jan-Inge Lindh, der har 12 år erfaring med røgdykkerøvelser behøver kun et eneste blik på den tilskadekomne, før han ringer efter en ambulance.
”Kom i en helvedes fart!”
Hypertermi - unaturlig opvarmning af kroppen
Ingen ved, om mandens hjerte vil stoppe eller blive ved med at pumpe alt for varmt blod rundt i årene.
Vandet fosser i 15 minutter, før en brandmand måler mandens temperatur i øret.
Apparatet viser over 40 grader C - chokerende højt for de brandmænd, der ved, at kroppens dybe temperatur er cirka 0,5 grader over.
Manden er ikke langt fra de 41 grader, hvor organerne og hjernen kan tage skade.
Med sirenen tændt ankommer en gul ambulance og to ambulancefolk springer ud med en båre ...
Læs videre om øvelsen, der gik helt galt:
Avisen.dk afdækker livsfarlige forhold for brandmænd: Læs hele sagen her

Det gik helt galt i sommeren 2012, da en gruppe danske brandmænd var på øvelse i Sverige.
Brandmænd: Vi pisser i bukserne til øvelserne: kapitel 1
"Der bliver så varmt, at du glemmer dit navn": kapitel 2
Den tilsodede mandekrop vrider sig i krampe: Kapitel 3
En lang nål sender iskoldt vand ind i kroppen: kapitel 4
Avisen.dk afdækker livsfarlige forhold for brandmænd.
Læs hele sagen her