54-årige Torben er stofmisbruger og bor på Mændenes Hjem i Lille Istedgade i København. Ansigtet bærer præg af livet. Penge tjener han på at sælge hjemløseavisen Hus Forbi.
Torben er siden valgkampen gik i gang blevet et kendt ansigt. Sammen med Helle Thorning-Schmidt hænger han og dingler på talrige lygtepæle. Socialdemokraterne har nemlig brugt et foto af ham sammen med statsministeren på en valgplakat. Fotoet blev taget, da Helle Thorning-Schmidt i efteråret besøgte Mændenes Hjem.
Berlingske bragte i weekenden et interview med Torben, der blandt andet fortæller, at han er "lidt stolt" over at være med på plakaterne - selvom det godt nok kom bag på ham, at fotoet blev brugt.
Ifølge Berlingske havde han nemlig forlængst glemt kontrakt, han dengang underskrev om brug af billedet. Men han er glad og håber, at Helle Thorning-Schmidt vinder valget.
På valgplakaten proklamerer Socialdemokraterne, at ’alle skal have en chance til’. Torben siger dog, at han har fået masser af chancer. Han har bare ikke taget dem.
- Helle kan ikke hjælpe mig. Det kan jeg kun selv, siger han til Berlingske.

Billedet med Thorning og Torben, som er brugt på S-plakaterne, stammer fra hendes besøg på Mændenes Hjem i november og er taget af fotograf Keld Navntoft. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix

Torben fyrer op for en joint på værelset på Mændenes hjem. Her har han boet i fem år. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix