Du har sikkert lige set ham i seermagneten "Forræder", men du skal bestemt ikke regne med at se ham i alle mulige underholdningsprogrammer af den grund.
Og slet ikke i "Vild med dans".
Det afslører han selv i et interview med TV2.
Og det er ikke kun, fordi han generelt ikke bryder sig om at deltage i underholdnings-tv, som Bjarne Henriksen finder for overfladisk.
Faktisk ville Bjarne Henriksen også overtræde programmets regler, da han i sine unge dage dansede konkurrencedans på "et pænt niveau".
- Jeg har det ganske morsomt med at sige: ”Det går sgu ikke, desværre. Jeg er simpelthen overkvalificeret”, forklarer Bjarne Henriksen med et grin i interviewet.
Den 65-årige skuespiller har blandt meget andet kunnet nydes i store serier som "Forbrydelsen", "Borgen" og lige nu genudsendelserne af "Badehotellet".