Den første officielle kandidat til næstformandsposten i Danmarks næststørste fagforbund har nu meldt sig på banen.
Martin Rasmussen, formand for HK Midt med godt 15.000 medlemmer på Fyn og i Fredericia, stiller op som næstformand. Bliver han valgt, bliver Kim Simonsen og Martin Rasmussen den nye duo i HK Danmark.
- Jeg har nogle mærkesager, som jeg gerne vil arbejde videre med som næstformand i HK. Vi skal være endnu bedre til at få vores medlemmer i beskæftigelse. På mange af vores arbejdspladser døjer mange med stress, og det skal vi også vi have sat langt mere fokus på, siger Martin Rasmussen til Avisen.dk.
Bekæmpelse af stress, et bedre arbejdsmiljø, gode arbejdsliv, og at HK som fagforening hjælper syge medlemmer, der har det svært, står højt på agendaen.
Derudover fremhæver han, at fremtidens arbejdsmarked med store forandringer på grund af digitalisering og automatisering også er en spændende udfordring, der skal tackles til gavn for HK-medlemmerne.
Krydser fingre for en ny hovedorganisation
Endelig er Martin Rasmussen optaget af, at fusionen mellem LO og FTF snart kommer på skinner.
- Jeg krydser fingre for, at en sammenlægning til en ny stærk hovedorganisation lykkes, fastslår han. Dermed er han helt på linje med formand Kim Simonsen og de fire sektorformænd i HK, der alle taler varmt for, at fusionen bliver stemt hjem i foråret og ser dagens lys ved årsskiftet.
Martin Rasmussen har fået opbakning fra sin lokale bestyrelse på Fyn og har i en mail tirsdag aften meddelt forbundsformand Kim Simonsen og HK's hovedbestyrelse, at han opstiller til næstformandsposten.
Posten har været ledig siden midten af november sidste år, hvor Mette Kindberg stoppede med øjeblikkelig virkning på grund af regnskabsrod i HK's A-kasse, hvor hun også var bestyrelsesformand.
Det er endnu uvist, om der kommer andre kandidater til posten. Hvem, der bliver den nye næstformand i HK, afgøres på en ekstraordinær kongres i Odense 21. april.
Kan ikke ændre mit køn
HK har en mandlig formand med Kim Simonsen. Og HK har et flertal af kvinder i medlemsskaren. Tror du, at mange medlemmer mener, at det burde være en kvindelig næstformand?
- Jeg tror altid, at der altid vil være fokus på, at man gerne ser, at der både er mænd og kvinder i toppen. Men jeg kan jo ikke ændre på mit køn, og jeg har bare lyst til at tage den her næstformandspost. Og så må medlemmerne vurdere, hvad der er vigtigst, siger han.
Tre ud af fire HK-medlemmer er kvinder.
I mailen til HK's hovedbestyrelse pointerer Martin Rasmussen, at han vil arbejde for reel ligestilling imellem mænd og kvinder.
Martin Rasmussen er 47 år og kommer fra HK Privat. Han er uddannet kontorassistent i det gamle Fyns Telefon og har arbejdet i HK siden 1991. Først som ungdomskonsulent og senere som faglig konsulent. I de seneste 11 år har han været afdelingsformand i HK Midt. Afdelingen er en fusion mellem HK Odense, HK Lillebælt og HK Svendborg.
47-årige Martin Rasmussen vil frem til HK's ekstraordinære kongres 21. april rundt og debattere med lokalafdelinger og sektorer om, hvad han vil som eventuel ny næstformand i HK Danmark. Foto: HK Midt.
Derfor kender han de fleste kroge i HK, der har mere end 200.000 medlemmer.
- Jeg vil gerne være en næstformand, der bliver god til at tage rundt til afdelinger og sektorer for at tage pulsen på vores organisation. Være en synlig næstformand i pressen, de sociale medier og på Christiansborg. Det er mit håb, at uanset om vi kommer fra en afdeling, sektor eller forbund, bliver bedre til at tale VI, skriver han til hovedbestyrelsen.
Martin Rasmussen betoner også, at organisering skal have mere fokus. Endelig fremhæver han, at HK som fagforening skal være bedre til at sætte medlemmernes arbejdsliv i fokus, og at HK's Jobbørs, Uddannelses- og Karrieretilbud skal styrkes.