Når kendisser, rigmænd og andet godtfolk tjekker ind i restauranten på det femstjernede luksushotel Skt. Petri i København , skal de holde øje med, om der er fluer i suppen.
I hvert har fødevarekontrollen ved de to seneste besøg på hotellet, der er kåret til at være blandt verdens bedste, afsløret omfattende problemer med klamme belægninger af madrester og spildte væsker, råddenskab, støv og fluer – mange fluer.
Flueproblem på lager
"Virksomheden har et massivt flueproblem på lager med uemballerede fødevarer," konstaterer fødevaremyndigheden i den seneste kontrolrapport.
"De (Hotel Skt. Petris personale, red.) oplyser, at der er blevet sprøjtet to gange, men fluerne vender tilbage," skriver Fødevarekontrollen.
Hotellet har hidtil skjult problemerne over sine hotel- og restaurantgæster, der har succes med at servere søndagsbrunch til blandt andre kendte københavnere, og folk, der gerne vil være kendte.
I disse dage er hotellet fyldt med modefolk, som besøger den københavnske modeuge. Og om to uger lægger hotellet lokaler til et homo-galla-arrangement med deltagelse af kendte personer som Uffe Buchard, Jim Lyngvild, Stig Elling samt politikerne Mogens Jensen og Simon Emil Ammitzbøll.
Stort smil
Gæsterne kan ikke stole på oplysninger på hotellets egen hjemmeside. Her vildleder Hotel Skt. Petri gæsterne ved at linke til en godt og vel halvanden år gammel kontrolrapport med en storsmilende smiley.
Siden har køkkenfaciliterne i flere tilfælde set anderledes ulækre ud, når kontrolmyndigheden er dukket uanmeldt op.
Den form for vildledningen er ikke noget, som fødevarechef Bjørn Wirlander ser med milde øjne på.
I strid med regler
"Det er i strid med reglerne, hvis det link, som er på en virksomheds hjemmeside ikke henviser til den seneste kontrolrapport, og det er en skærpende omstændighed, hvis der linkes til et kontrolresultat, der er bedre end det aktuelle," siger han og forklarer, at det kan udløse en bøde.
"Vi har opsat en maskine med blåt lys mod fluer. Vi har arbejdet hårdt siden sidste besøg fra fødevarekontrollen på at komme problemerne til livs," siger hotellets rooms division manager, Henrik Petersen.
"Som et femstjernet forsøger vi at have den bedste service. Vi er ikke en hjørnebiks. Tingene skal være i orden," fortsætter han.
Men hvorfor linker I til en kontrolrapport, som ikke er den aktuelle?
"Det må du spørge vores direktør om. Han er tilbage den 7. februar," siger Henrik Petersen.
Sur smiley ved fortovet
Bjørn Wirlander siger, at fødevarekontrollen, efter Avisen.dk’s henvendelse vil se nærmere på den måde, som Skt. Petri skilter med kontrolrapporter.
Det kan blandt andet komme på tale at tvinge hotellet til at hænge den kritiske kontrolrapport op, så folk ude på fortovet kan se den, inden de går ind på hotellet.
Da Avisen.dk besøgte hotellet mandag var den sure smiley ikke at finde ved indgangspartiet til hotellet, som reglerne kræver.
"Man skal ved indgangen til virksomheden kunne se den seneste kontrolrapport," slår Bjørn Wirlander fast.
Efter Avisen.dk’s henvendelse rettede Skt. Petri linket, så det henviser korrekt.
- Skt. Petri havde et massivt flueproblem på lager med uemballerede fødevarer.
- Skt. Petri opbevarede mad udenfor køleskabet: Spegepølsen var 18,1 grader varm, pølser 17,2 grader og bacon 14,1 grader C.
- Personalet havde sat 16,8 grader varm bacon på køl med henblik på at bruge det igen.
- Gulv på lager i kælder, lokale transporteres fødevarer, fremstod snavset med spildte væsker og støv.
- Køleskab i køkkenet fremstod snavset med spildte væsker og madrester.
- Isterningemaskine fremstod med sorte belægninger af skimmel.
- Kilde: Fødevarestyrelsen (Se kontrolrapporterne)