Godt en uge efter at 15-årige Rasmus Bridstrup og 14-årige Emilie Andersen forsvandt, er de nu blevet fundet i god behold.
Det bekræfter vagtchefen ved Syd- og sønderjyllands Politi overfor ekstrabladet.dk.
Parret, der var stukket af sammen, blev fundet af en jæger i en skov ved Tønder sent lørdag aften.
Begge har de det godt, fortæller deres forældre, der blev opmærksomme på, at noget var galt, da Emilie sidste søndag cyklede en tur, men uden at komme hjem igen.
Først sove så snakke
Pigen er autist og går i en specialklasse. Men da faderen kendte til hendes forhold til Rasmus, kontaktede han Rasmus' forældre, som kunne bekræfte, at også han var forsvundet.

De bekymrede forældre har den seneste uge forsøgt at finde frem til parret gennem medierne, politiet og egen eftersøgning. Og sent lørdag lykkedes det altså at få dem hjem igen.
- Emilie har det godt. Hun er selvfølgelig lidt trykket af alt det, der er sket. Vi har sludret lidt og nu skal hun ind at sove. Så må vi tage snakken i aften, fortæller Emilies far, Rene Andersen, til ekstrabladet.dk.