Det er Store Gave Dag i samtlige ministerier i dag, hvor de nyudnævnte ministre tager over, og den tidligere regerings siger farvel og tak.
Som traditionen foreskriver, skal der udveksles gaver, og her er tidligere fødevareminister Dan Jørgensen (S) ramt af en krise kort før lukketid.
Han aner ikke, hvad han skal give sin efterfølger, når han klokken klokken 14.30 overleverer Fødevareministeriet til Eva Kjer Hansen (V), som får titlen miljø- og fødevareminister.
"Traditionen tro skal jeg give hende en gave. Har I gode ideer? Hvad giver man en tiltrædende miljø- og fødevareminister?" spørger Dan Jørgensen på sin Facebook-side (se updaten nederst i artiklen), hvor der kommer mange kreative gave-forslag fra S-profilens følgere:
"Giv hende en ulv,- et tøjdyr eller lignende. Den skal hun jo passe på nu, skriver Tonny Bo.
"En fiskestang og en påmindelse om at passe godt på vores fælles vandmiljø," foreslår Jan.
"En hundehvalp. Så vil hun måske en dag kunne forstå alle hundeejeres skræk for at få vores babyer taget fra os pga måden, den lov er udformet. For nogen er deres hund alt, hvad de har at give og modtage kærlighed fra," lyder det fra Nikoline, som blot er én af over 400, der kommer med et gaveforslag i tråden til Dan Jørgensens update.
Jeg skal i dag kl 14.30 overlevere Fødevareministeriet til min efterfølger. Traditionen tro skal jeg give hende en gave. Har I gode ideer? Hvad giver man en tiltrædende miljø- og fødevareminister?
Posted by Dan Jørgensen on 29. juni 2015