Efter mere end 20 års udhuling er dagpengene nu nået til et niveau, hvor en fyreseddel får store konsekvenser - også for mange, der i forvejen har en lav løn. Det viser en undersøgelse, som 3F har lavet blandt medlemmer, der har erfaring med at leve på dagpenge.
- Alle bliver påvirket, når de går fra en lønindkomst til dagpenge, men det er helt galt, når folk må skære ned på lægeordineret medicin og deres børns sociale aktiviteter. Det er simpelthen ikke i orden, og det vidner om, at udhulingen af dagpengene er gået alt for vidt, siger forbundsformand i 3F, Per Christensen.
Dagpengene udhules langsomt, men sikkert. Det skaber utryghed og det bringer den danske model i fare, siger Per Christensen, forbundsformand for 3F. Foto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix
Undersøgelsen viser, at dagpengemodtagerne primært har været nødt til at skære ned på det daglige forbrug, men en del har også været nødt til at flytte, sælge bilen, skære på børnenes aktiviteter eller spare på medicinudgifter.
Siden 1995 er værdien af dagpengene dalet. Ifølge LO er den andel man vil få på dagpenge i dag nede på 60 procent af lønnen, mens den tidligere lå på 75 procent.
Hvert femte 3F-medlem har udsigt til halvdelen af deres løn, hvis de kommer på dagpenge. Eller mindre.
Truer med konsekvenser
En høj dækning ved arbejdsløshed er ellers en af de to grundpiller i den berømte danske arbejdsmarkedsmodel, som er kendt for både fleksibilitet og tryghed. Og forringelsen af dagpengene vil få konsekvenser:
- Hvis lønmodtagerne ikke er sikret en ordentlig og fair kompensation ved ledighed, så må vi som fagforeninger sikre vores medlemmer på anden vis. For eksempel i forhold til længere opsigelsesvarsler og større tryghed i ansættelsen. Det vil gøre danske virksomheder mindre fleksible, og det vil i sidste ende gå ud over deres konkurrenceevne, siger forbundsformand for 3F, Per Christensen.
- Vi opfordrer derfor politikerne til øjeblikkeligt at stoppe udhulingen af dagpengedækningen i stedet for at gamble med grundpillen i vores velfungerende flexicurity system.
LO har startet en kampagne med det mål, at dagpengene skal følge lønudviklingen. Helt præcist foreslår organisationen, at dagpenge øges med 13.400 kroner frem mod 2025. Det er det beløb, der skal til for at dagpengene følger med lønnen.