De kommer ofte bagest i køen til job. Flygtninge, langtidsledige og folk med psykiske problemer. Men sådan er det ikke hos Logistikkompagniet i Greve syd for København. Her er man parat til at give socialt udsatte en chance og har lige fået en hæderspris for det.
Der er sund fornuft i at give udsatte en chance for at få et rigtig job. Det mener direktøren for Logistikkompagniet, Carsten Moberg, og siger:
- Jeg fatter ikke, at virksomheder importerer billig polsk arbejdskraft i stedet for at tage ledige danskere.
- Der er mange udsatte danskere, som blot skal have et kærligt skub for at komme i gang og for at tro på sig selv. Og så er der altså også mange af dem, som kan blive gode medarbejdere.
Carsten Moberg taler af erfaring. Siden han stiftede Logistikkompagniet i 2009, har virksomheden taget imod blandt andre langtidsledige, psykisk syge, flygtninge og unge med læse-vanskeligheder. Indsatsen er virksomheden lige blevet hædret for med en pris fra erhvervslivet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Logistikkompagniet
Ifølge direktøren giver det fordele at satse på nogle af dem, som andre firmaer ofte styrer udenom.
- Der er to store succeser med det her. Dels at vi får nogle meget loyale medarbejdere. Dels at kommunernes jobcentre tager en meget stor del af arbejdet, når vi skal bruge nye ansatte, siger Carsten Moberg og uddyber:
- Alt det her med jobopslag og ansøgningsrunder slipper vi for, fordi konsulenterne i kommunerne er gode til at finde folk, som vi kan bruge. Både til ordinære og støttede job.
Hver tredje får fast arbejde
Logistikkompagniet samarbejder med jobcentre på den københavnske vestegn og har løbende borgere med forskellige udfordringer i ulønnet praktik eller ansat med løntilskud. For tiden drejer det sig om cirka 10 ud af 83 ansatte, fortæller Jens Sommermark, som er teamleder.
Når udsatte kommer ind i praktik, arbejde de eksempelvis med at sætte nordiske etiketter på shampooer, cremer og parfumer fra franske L'Oreal, som er fast kunde.
- Vi bruger praktik-tiden til at finde ud af, om folk har vilje og evne til at kunne klare et job her, siger Jens Sommermark, og fortsætter:
- Hvis praktikken går godt, og vi har muligheden, bliver de ansat i ordinært arbejde. Nogle gange kan vi få tilskud fra kommunen i form af løntilskud. Bliver de ansat, stiller vi de samme krav til dem som til de andre ordinære ansatte. Vi prøver i det hele taget på at se folk som medarbejdere og ikke som nogle, der er her på en ordning eller har været det.
Han fortæller, at cirka hver tredje af dem, der kommer i praktik, ender med at blive ansat på helt almindelige vilkår i virksomheden.
- Vi vil gerne hjælpe så mange som muligt, men nogle gange finder borgeren eller vi ud af, at der ikke er basis for en ansættelse. Eksempelvis fordi borgeren ikke passer ind fagligt eller socialt. Nogle finder også ud af, at de vil noget helt andet end lager og logistik, og det er jo også en form for succes, siger Jens Sommermark.
Giver overskud
Der bliver brugt en del energi i virksomheden på de mennesker, der kommer i praktik. Eksempelvis er der tre mentorer, som indfører de udsatte borgere i opgaverne og støtter borgerne undervejs. Samlet set er kræfterne dog givet godt ud, synes Carsten Moberg og siger:
- Når vi ser på bundlinjen, så er der overskud ved at tage udsatte ind. Det hænger sammen med, at vi får noget arbejdskraft, som vi skal give ingenting eller kun lidt for, fordi de kommer ind i praktik eller løntilskud.
Personligt betyder det noget for Carsten Moberg, at der er hjerterum i virksomheden.
- Jeg har selv for mange år siden drukket for meget, men jeg fik en ekstra chance. Og så er der vel også andre, der kan få en chance, fortæller Carsten Moberg.
Carsten Moberg (til højre) og Logistikkompagniet blev tidligere på ugen hædret af Prins Joachim med en pris. Foto: Ard Jongsma for Virksomhedsforum for Socialt Ansvar.
Jens Sommermark synes, det er givende at arbejde med socialt udsatte.
- Det er en rigtig god oplevelse, når man efter kort tid kan se, at borgeren har fået det meget bedre, siden hun begyndte hos os. Hvis du har været i praktik ’42 gange’ før uden held, så er det jo fantastisk at blive ansat efter tre måneder her, siger Jens Sommermark, og fortsætter:
- Mange af dem er meget taknemmelige for at være her, og vi oplever en loyalitet og et meget lavt fravær blandt disse ansatte.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Logistikkompagniet
Afmystificeret
Carsten Moberg mener, at arbejdet med udsatte bliver meget nemmere, hvis man som virksomhed sørger for at få en god kontakt til jobcentrene.
- Jobcentrene kan hjælpe med meget. Og hvis man sørger for at få talt med sine medarbejdere og informeret dem grundigt, så er vejen banet for, at man med succes kan tage udsatte ind. Det handler meget om at få det afmystificeret, siger Carsten Moberg.
I Logistikkompagniet er det nu helt naturligt at arbejde med socialt udsatte.
- Det er blevet en del af vores DNA, at hvis kommunen ringer og spørger os, om vi kan tage Hans, Hubert eller Sonja ind, ja, så gør vi det, fortæller Carsten Moberg.
Både han og Jens Sommermark opfordrer varmt andre virksomheder til at prøve an med udsatte.
- Det handler sådan set bare om at komme i gang og få et samarbejde op at stå med jobcentret. Vores erfaring er, at jobcentrene er ret gode til at matche ledige med os, så begge parter kan få noget positivt ud det, siger Jens Sommermark.
Siden Carsten Moberg stiftede Logistikkompagniet i 2009, er det gået godt fremad. Nu har virksomheden 83 ansatte og lokaler i Greve, syd for København, og i Vejle.
Logistikkompagniet sørger for med egne medarbejdere at løse opgaver på lagre. Det kan for eksempel være at pakke eller tømme containere.
Firmaet påtager sig blandt andet også sortering af varer, påsætning af etiketter og samling af udstillings-stativer – i fagsproget displays.
Virksomheden har lige fået hædersprisen CSR People Prize 2016 for sin indsats for folk på kanten af arbejdsmarkedet. Tidligere har Logistikkompagniet vundet Greve Kommunes Erhvervspris 2015.
I 2014 blev firmaet udpeget af Dagbladet Børsen til at være en Gazelle-virksomhed på grund af hurtig vækst.