Der går lidt længere tid en forventet, før Lars Lilholt er på benene igen og klar til at skråle ”Kald det kærlighed” sammen med sit publikum.
Musikeren blev i februar opereret for tarmkræft, men selvom operationen gik godt og sangeren nu er erklæret kræftfri, opstod der desværre komplikationer, der gør, at den 69-årige musiker endnu ikke er klar til at indtage scenen.
Det oplyser Lars Lilholt Bands manager Panduro Management ApS i en meddelelse på bandets hjemmeside.
- Desværre opstod der senere i forløbet helt uventet nogle komplikationer, så han efterfølgende måtte opereres for tarmslyng og bughindebetændelse. Denne situation gjorde, at Lars var indlagt på Skejby i syv uger, forklares det på facebook, hvor der heldigvis også er gode nyheder at hente:
- Genoptræningen er nu i fuld gang og lægerne har nu givet grønt lys for, at Lars Lilholt kan genoptage sin store sommerturne fra 1. juni 2022.
Lars Lilholt glæder sig til at komme tilbage på scenen.