Læger fra Pakistan, Polen og en række andre lande, hvor modersmålet langt fra er dansk, bliver i stigende grad ansat på de danske hospitaler.
I 2010 arbejdede 2.397 udenlandske læger på danske sygehuse. Fem år senere i 2015 var der 3.034 udenlandske læger beskæftiget som enten reservelæge, afdelingslæge eller overlæge på de offentlige hospitaler.
Det svarer til en stigning på 26,57 procent. Det viser en specialopgørelse, som Danmarks Statistik har lavet for Avisen.dk.
I 2015 kom de fleste af de udenlandske læger fra Sverige, Norge og Tyskland. Mens de fleste af de udenlandske læger fra lande uden for EU havde pas fra Irak, Iran og Afghanistan.
Hvor alle lægerne kommer fra, kan du blive klogere på ved at klikke ind på Avisen.dk's verdenskort.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Sproglige udfordringer
Hos Danske Patienter er man glad for, at man kan bruge de udenlandske læger, når der mangler arbejdskraft, fortæller direktør Morten Freil.
Men det er også vigtigt at have fokus på de udfordringer, der kan opstå, mener han.
- Det kan være et problem, hvis man i sin iver ikke er god nok til at tjekke de sproglige og faglige kompetencer. Med læger fra EU kan man ikke stille krav om sprogtest, og det er et kæmpe problem. Der er mange ældre patienter, der måske ikke er så gode til engelsk, siger Morten Freil til Avisen.dk.
Sundhedsministeriet gjorde dog tilbage i marts alle landets regioner opmærksomme på, at det er regionernes eget ansvar, at læger fra andre EU-lande taler et forståeligt dansk.
Læger, som kommer fra lande uden for EU, skal både bestå en skriftlig og mundtlig prøve i dansk.
En uundværlig hjælp
Mads Skipper, der er formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning, har selv udenlandske kolleger på Regionshospitalet Viborg.
Han genkender, at der kan være sproglige udfordringer, hvis størstedelen af de ansatte på en afdeling er udenlandske læger.
- Generelt kan vi se, at de udenlandske læger nogle gange fylder lidt mere i nogle af klagestatistikkerne, hvor det typiske er sproglige problemer. Det er ikke så meget de rent lægefaglige ting, der er det største problem, understreger Mads Skipper.
Han mener da også, at de udenlandske læger er "uundværlige" i nogle områder.
- Vi har lægemangel i Danmark og har haft det i mange år. Og derfor har der været rum og luft til, at udenlandske læger har kunnet komme til landet og yde en indsats, vi sætter stor pris på, siger han.
Flest udenlandske læger i Nordjylland
Særligt nordjyderne kan opleve at blive behandlet af læger med udenlandsk baggrund.
Nordjylland var i 2015 den region, hvor de udenlandske læger udgjorde den største andel på hospitalerne. I alt arbejdede der 387 udenlandske læger, hvilket udgjorde 27 procent af regionens læger på hospitalerne.
Det er et vilkår for, at det nordjyske sundhedsvæsen kan løbe rundt, understreger Ulla Astman, der er regionsrådsformand i Region Nordjylland.
- Vi har mangel på især speciallæger til vores hospitaler og sygehuse, og når vi ikke kan få danske læger, rekrutterer vi udenlandske læger, for vi kan ikke byde patienterne, at vi ikke kan behandle dem, siger hun.
Kompromis med kvalifikationerne
Direktøren for Danske Patienter mener, at det er vigtigt både at gøre det attraktivt for danske læger at flytte ud i yderområderne samtidig med, at man tiltrækker dygtige udenlandske læger.
- Langt de fleste udenlandske læger er dygtige. Men desværre er der også steder, hvor man oplever, at man går på kompromis med lægernes kvalifikationer – især i de tyndt befolkede områder. Det giver en falsk tryghed. Det er ikke at vise hensyn til patienten at ansætte en læge bare for at gøre det, siger Morten Freil.
I Region Nordjylland har man tidligere oplevet, at nogle udenlandske læger lavede nogle graverende fejl, fortæller Ulla Astman.
Derfor har man i dag skærpet opmærksomheden på at undgå nye uheldige episoder, fastslår regionsrådsformanden.
- Udenlandske læger bliver ikke sluppet løs, uden at vi er sikre på, at kvalifikationerne er i orden. De er igennem et tæt forløb i forhold til at få afdækket deres kompetencer. Og derudover skal man gennemgå nogle forskellige forløb, og i starten er man rundt sammen med en erfaren læge, forklarer hun.
Se hvor mange udenlandske læger der er i din region