Et enkelt pund elfenben betales hos en lokal afrikansk opkøber med $20 pr. pund. Når det senere dukker op i Kina er prisen $700 for det samme pund.

Problemet er, at for at få fat i de attraktive tænder, skal elefanten dø.

Prisen for elfenben har aldrig været højere og nedslagtningen af vilde elefanter er ved at tage episke proportioner. Der lever vilde elefanter i 37 afrikanske lande og kontrollen med skybskytteri er ikke god.

Det anslås fra pessimistiske sider, at 100 elefanter bliver dræbt dagligt. Nogle mener antallet er det dobbelte.

Fattigdom og underholdning

Disse 36.500 majestætiske dyr bliver skudt eller hakket til døde. I en del tilfælde bliver de nedlagt af rige folk, som finder det vældig underholdende at slå sådan et stort dyr ihjel. I andre tilfælde er lokale, der i hårde tider fristes af pengene for stødtænderne.

Stammefolk i Afrika tror, at elefanter en gang var mennesker, som er blevet forvandlet til dyr på grund af deres forfængelighed. Som straf fik de smukke stødtænder og en skæbne som jaget vildt på grund af andre menneskers forfængelighed og længsel efter genstande.

I Asien mener nyrige folk, at sådan noget som elfenben, skønt udskåret, er tegn på velstand og prestige.

Smuglergods

En systematisk gennemgang af elefanternes  truende liv er publiceret i det amerikanske tidsskrift Vanity Fair, kendt for deres dybdeborende journalistiske arbejde.

Magasinet skriver i en artikel, at over de seneste 10 år er der årligt konfiskeret 45.000 pund ulovligt elfenben i Asien eller på vej til regionens marked.

Det er ikke kun velhavende kunstsamlere og pyntesyge damer, der er involveret i den ulovlige handel med elfenben. På lige fod med afrikanske bloddiamanter betaler døde elefanter med deres stødtænder for guerillabevægelsers våben og for rige jægeres fornøjelser.

I den første uge af maj 2011 konfiskerede Kenya en ton elfenben, 650 kilo fra Tanzania blev opdaget i Thailand og en koreansk diplomat blev arresteret under et forsøg på at smugle 16 tænder ind i sit hjemland. Mange kunstgenstande blev taget i Ugandas lufthavn.

Et typisk stødtand vejer seks kilo.

Lande er forskellige

Afstandene på kontinentet er så umådelige, at kontrol med nedslagtning af de relativt fritlevende dyr er nærmest umulig. Alle vegne er der automatvåben, der kan bruges til at dræbe dem.

Kenya har en benhård indsats imod handel med elfenben og har forbud imod jagt på dyrene. Andre lande har ingen kontrol. Chad havde 15.000 elefanter i 1979, og nu er der ca. 400. Sierra Leone har under 100 tilbage.

Vanity Fair beskriver masseudryddelsen af elefanter i 1970'erne og 80'erne, hvor bestanden på kontinentet blev halveret til ca. 600.000. Alene i Kenya faldt antallet fra 120.000 til 15.000. Det land har siden genoprettet noget af det tabte.

I de tider skyldtes efterspørgslen det japanske mirakel, der gjorde landet til verdens næststørste økonomi. I dag er det de nyrige kinesere, der betaler for varerne. Asien aftaler over halvdelen af elfenbenet. Storleverandører i disse år er Tanzania og Zambia.

Kinesisk invasion

Set fra afrikansk side foregår der nærmest en invasion af kinesiske statsborgere i Afrika i hælene på massive investeringer, store lån og megen bistand. På 10 år er antallet af kinesere i Afrika steget fra 70.000 til en million. Handel mellem Afrika som kontinent og Kina stiger og stiger.

Et af problemerne for elefanterne er, at arbejdere og managers som en del af oplevelsen kan blive involveret i elfenbenhandel, måske "bare" på personligt plan og i mindre mængder.

Under alle omstændigheder er handelen med elfenben meget aktiv, trods internationale forbud. Meget af det ender ad forskellige ruter i Guangzhou (tidl. Kanton), hvor det bearbejdes af dygtige håndværkere.

Ikke al elfenben er illegalt fremskaffet, idet nogle lande sælger ud af deres lager fra fortidens elefantdrab.