Mia taber mobilen, da hun flygter ud af vinduet.

Hun er ved at forklare politiet, at beboeren på institutionen har overfaldet hende og hendes kollega.

De har låst sig inde på kontoret. Han prøver at sparke døren ind, mens han råber: ”Jeg slår jer ihjel.”

”I skal komme nu,” siger hun til politiet, mens hun giver dem informationerne på vej ud af vinduet.

Men foden sidder fast i karmen, og hun skvatter og lander på knæene på de bare fliser. Hun taber telefonen, der smadres midt i alarmopkaldet. Mon de så kommer, tænker hun.

"Godmorgen"

Mia Kjærulff er socialpædagog, et fag, der er kendt for at have en høj risiko for voldelige episoder. Nye tal viser at volden på jobbet er fordoblet i løbet af de seneste fem år. Det er især dagplejere, sygeplejersker og lærere, der oplever en stigning.

”Der er en risiko i mit arbejde, det er jeg klar over. Det er ikke spor rart. Men man kan ikke gå og være bange hele tiden,” siger Mia.

Den dag for et år siden starter ellers roligt.

På en institution på Nordsjælland står Mia op lidt i syv. Hun kan høre lydene fra den udviklingshæmmede unge mand, hun tager sig af. Han er ved at stå op. Hun og en mandlig makker arbejder sammen i døgnvagter med at passe på afdelingens eneste beboer.

På denne institution bor nogle af landets sværeste personer. Dem, der ikke kan være andre steder, der ender her.

De to kollegaer har sovet i værelser på hver sin side af beboeren og mødes på gangen. Han hilser og går på toilet.

”Godmorgen,” siger Mia til beboeren. Han er glad og giver hende et knus. Men han klemmer hårdt. Alt for hårdt. Stille beder hun ham om at lade være at klemme så hårdt. Og så går det galt.

[pagebreak]

Flygter

Han hiver hende i håret og trækker hende ned, så hun knalder hovedet i gulvet. Han lander ovenpå hende, mens han klemmer om hendes nakke.

”Jeg brækker nakken på dig,” skriger han.

Mias kollega farer ud af toilettet og rykker ham til side. Truslerne brager fortsat, og de to forsøger at få beboeren bragt til ro.

Men efter en halv times tumlen på gulvet indser de, at han er for stærk. Han sparker, slår, niver og kradser de to pædagoger, og de kan ikke holde ham. De løber ind på kontoret og ringer efter hjælp. Men hopper så ud af vinduet.  Mens hun glemmer alt om smerterne i sine ødelagte knæ, spurter de to under birketræerne hen til en nabo 20 meter nede af vejen. Her gemmer de sig, indtil politiet kommer.

”Jeg var blevet advaret, da jeg søgte jobbet, at sådan noget kunne ske. Men at det kunne komme så pludselig, det chokerede mig,” fortæller 35-årige Mia Kjærulff.

Vågnede om natten

Hun er siden episoden blevet overfaldet to gange, begge gange af den samme mand, men mindre voldsomt. Hun er stadig i jobbet og er flyttet til en anden afdeling. Psykologhjælp, støtte fra chefen og opmærksomme kollegaer har hjulpet hende gennem.

”De ringede tit og spurgte, hvordan jeg havde det. Og jeg kunne vende hver en detalje med dem. Kunne jeg mon have gjort noget anderledes, spurgte jeg. Men de sagde, at jeg havde gjort det godt,” forklarer hun.

Efter overfaldet den morgen havde Mia det skidt. Hun tog på skadestuen med sine to søstre. Først da, mange timer efter overfaldet, begyndte hun at lægge mærke til den forstuvede fod, hudafskrabninger på knæene og nakken, der også var forstuvet. Hun kunne ikke gå, så de måtte give hende krykker med hjem.

[pagebreak]

”Jeg græd og var i chok. Om natten vågnede jeg flere gange med et sæt, og jeg frøs hele tiden,” husker hun.

Tilbage på arbejde

Hun kom til psykolog og fik talt om overfaldet. Efter en måneds ferie kom hun tilbage. I starten var hun nervøs og lidt bange, men på arbejdet lavede de en række ændringer: Der blev blandt andet installeret alarmer, og beboeren fik ikke lov at give pædagogerne knus mere.

”Man skal være noget speciel for at kunne arbejde med risiko for at blive overfaldet. Men jeg kan stadig lide det, fordi jeg forsøger at se det gode i mennesker.”

Mia er ikke den eneste, der har været udsat for overfald på institutionen. Nogle er endt med at finde andet arbejde, fordi de ikke kan trives med jobbet bagefter.

Overfaldet er blevet meldt til Arbejdsskadestyrelsen, men det er endnu ikke afklaret, om Mia får varig skade af overfaldet. Til gengæld har beboeren netop været i retten og fået en dom for overfaldet. Han skal blive på stedet, og her er der kommet mere ro på. Det er lang tid siden, han har overfaldet en af de ansatte.

"Hej med dig"

Mia er tilbage på besøg for at fortælle om overfaldet. Til daglig passer hun en psykisk syg kvinde på en anden afdeling.

”Det er hårdt, og jeg er hele tiden nødt til at overveje, om det stadig er noget, jeg har lyst til.”

På terrassen hilser hun på en ung mand, der smiler, da han ser Mia. Det er ham, fortæller hun.

Navnet på institutionen, og hvor på Nordsjælland den ligger, er skjult i artiklen af hensyn til tavshedspligten overfor den udviklingshæmmede mand.