De er ”snotforelskede” for at bruge Jackie Navarros egne ord. Og nu lufter den 39-årige forsidefrue og den ni år yngre Frederik Skovbjerg for første gang deres kærlighed offentligt.
I et fælles opslag på Instagram har parret delt et billede, der - til trods for teksten, som bare er den lidet romantiske angivelse af, at parret befinder sig i Kødbyen – taler sit helt eget sprog.
Opslaget er delt umiddelbart efter Jackie Navarro onsdag kunne fortælle, at parret har planer om at få fælles adresse. Nærmere bestemt vil Frederik Skovbjerg flytte ind i hendes hjem i Rungsted til maj.
- Det er det nemmeste i forhold til børnene. De går i skole ved siden af og Chloé (Jackies yngste datter, red.) starter i maj måned og det kommer til at betyde så meget mere frihed for mig og børnene, forklarede Jackie Navarro til alt.dk.
Den tidligere forsidefrue og Frederik Skovbjerg, der i et par omgange har været med i realityhittet ”Ex on the Beach”, sprang ud som kærester i januar.
Jackie Navarro blev sidste år single efter seks års forhold med Rasmus Møller, som hun har en datter med. Derudover har hun også tre børn fra et tidligere ægteskab.