Vi kender Fakta-medarbejderne med det røde og hvide Fakta-logo på brystet. Men snart kan de blive nødt til at iføre sig helt nye trøjer.
Fakta risikerer nemlig sammen med kæderne Kvickly og Brugsen at blive droppet helt af COOP. Irma ser dog ud til at overleve, hvis planerne bliver realiseret.
Det fortæller koncernens topchef, Peter Høgsted, i Økonomisk Ugebrev.
- Jeg tror, at vi nærmer os et opgør med kædedannelsen og en mere lokal butik igen. Hver butik kan så differentiere sig lokalt. Hvorfor skal der eksempelvis være de samme varer og samme tilbud i butikken i Hornbæk som i Hanstholm, når nu indkøbsmønstrene er vidt forskellige? Så vil det være mere relevant at have en fælles paraply med navnet COOP for alle butikkerne. Det er det naturlige næste step for os, siger han til Økonomisk Ugebrev.
COOP håber, at man ved at have én kæde frem for fem eller seks, kan opnå flere synergieffekter.
- Det er klart, at hvis du har seks måder at lave et grønt koncept på, seks måder at sætte et sortiment sammen på, seks distributionsstrenge, seks markedsføringskanaler, seks Youtube-kanaler og seks gange personaletøj, så bliver alting opfundet seks gange. Og det gør enhver organisation kompleks og dyr. Og får vi nok ud af den differentiering, når nu butikkerne alligevel ligner hinanden, siger han til ugebrevet.
Til Finans oplyser Peter Høgsted, at sammenlægningen er en del af en treårig strategiplan.