Hos Venstre forholder man sig afventende over for regeringens plan om at skabe 12.500 såkaldte akutjob, der skal hjælpe danskere på dagpenge med at komme i arbejde.
- Vi skal se planen, før vi tager endelig stilling, siger politisk ordfører Ellen Trane Nørby.
- Der er nogle mennesker, som står i en desperat situation, men det bedste, man kan gøre for dem, er at sikre, at der bliver skabt job i samfundet. Og regeringens initiativ skaber ikke ét eneste job.
- Det flytter rundt på nogle job, og det reserverer nogle job til nogle grupper, og der er vi enige i bekymringen for, at det risikerer at tendere diskrimination, siger Ellen Trane Nørby.
Hun fastslår dog, at Venstre gerne kigger på forslaget i finanslovforhandlingerne.
- Vi har sagt, at vi gerne tager ansvar for hele finansloven, og man kan passende kigge på det i finanslovforhandlingerne.
- Det ændrer bare ikke ved, at der grundlæggende er behov for at skabe bedre rammevilkår for de danske virksomheder, så de kan ansætte i Danmark, siger Ellen Trane Nørby.
Derfor vil Venstre kæmpe hårdt for at få en erhvervsskattepakke igennem i en finanslovaftale, så byrderne på virksomhederne bliver lettet.
- Det er nødvendigt, hvis vi skal sikre, at de 150.000 arbejdsløse i Danmark kan komme i job, siger Ellen Trane Nørby.
Hun vil nu afvente, at regeringen lægger hele sit udspil frem, så partierne får mulighed for at tage stilling til finansieringen af de 115 millioner kroner, som akutjobbene ifølge Ritzaus oplysninger kommer til at koste.
Venstre savner også svar på, om planen vil gøre det endnu sværere for unge, seniorer og langtidsledige på kontanthjælp at komme i job, fordi virksomhederne nu måske vil favorisere arbejdsløse på dagpenge for at få den lovede jobbonus, som følger med.
Regeringen lægger op til, at der følger 25.000 kroner med, hvis en virksomhed ansætter en langtidsledig i et år. Er ansættelsen begrænset til et halvt år, vil beløbet være på 12.500 kroner.