Det meste af indboet på Valdemars Slot bliver nu fjernet. Det skriver Fyns Amts Avis.
Det karakteristiske sydfynske slot og dets 418 hektar landbrugsjord, sø og skov på Tåsinge fandt for nylig en ny ejer.
Søstrene Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus og sidste nævntes mand, Nikolaj Albinus, kom nemlig efter flere års tovtrækkeri frem til en aftale om, at Louise Iuel Albinus og Nikolaj Albinus købte slottet.
Men parret kunne ikke overtage den overvejende del af indboet. Alt det, der ikke er mur- og nagelfast, ejes nemlig af Caroline Flemings 18-årige søn Alexander Fleming, der arvede det da lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff døde i 2017.
Det er således kun de mur- og nagelfaste ting på Valdemars Slot samt 14 malerier, som bliver tilbage. Det er fredet og den danske stat har forkøbsret til effekterne.
Resten af indboet vil blive afhentet af flyttebilerne, fortæller Louise Iuel Albinus til Fyns Amts Avis.