Ritzau
Opdateret kl. 15:15
En af hovedvejene til Møn - rute 59 - var torsdag eftermiddag spærret på grund af en trafikulykke.
To biler var stødt frontalt sammen på vejen lige syd for Dronning Alexandrines Bro, der forbinder Sjælland og Møn.
Ulykken skete ved 11.30-tiden, og kort før 14.30 skrev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie X, at vejen ville blive åbnet igen inden længe.
Tidligere torsdag skrev politiet på X, at sammenstødet skete, fordi manden, der kørte den ene bil, muligvis fik et ildebefindende, så han endte med at ramme en modkørende bil, hvori der sad et ægtepar.
Tre personer kom til skade i ulykken.
En af dem brækkede nogle ribben, og der var mistanke om, at en lunge kunne være punkteret, så det blev besluttet, at personen skulle køres til behandling på Rigshospitalet i København, oplyste politiet til Ritzau. Det skete med politieskorte.
De to andre blev kørt til Køge Sygehus.
Politiet rekvirerede en bilinspektør, der har undersøgt ulykkens omstændigheder nærmere.
/ritzau/