Hundeejeren Rikke Kloster og hendes mand Peter Pedersen kan ånde lettet op, efter de i dag, lørdag, gennemgik et sandt mareridt.
Deres elskede sorte riesenschnauzer Birk sad nemlig i parrets bil, som en tyv kørte bort med i morges, lørdag, klokken seks, da bilen i kort tid holdt foran byggepladsen ved Scala på Vesterbrogade i det indre København. Her havde Rikke Klosters mand været på job sammen med Birk, der er vagthund.
Rikke var forståeligt nok desperat og efterlyste hunden på et Facebook-opslag, som hun bad alle dele. Hun udlovede også en dusør på 5.000 kroner.
Men nu kan hun ånde lettet op. Den stjålne bil blev lørdag eftermiddag opdaget af en taxachauffør. Den holdt på Jagtvej, og Birk sad i den - og var i fint humør.
Rikke Kloster takker alle, der kiggede efter hunden.

Her er den dejlige hund Birk, som nu er hjemme igen. Foto: Privat