Nu er det formentlig slut med at se populære Jan Swyrtz i TV 3-programmet "Luksusfælden."
Jan Swyrtz har af flere omgange været ekspert i programmet, men nu stopper han, siger han til Realityportalen.dk.
– Det er rigtigt. Men der er intet drama i det. Jeg synes måske bare, at jeg har været med for længe, så der er brug for noget luftforandring, fortæller Jan Swyrtz.
Han fortæller desuden, at han i øjeblikket titulerer sig selv som pensionist og således ikke har klare planer for fremtiden.
– Der er enormt meget negativitet forbundet med arbejdet med gældsramte. Jeg har stået og sagt de samme ting en milliard gange, og hvorfor skal jeg blive ved med at stå og skælde folk ud i deres eget hjem, som om det var mine egne penge. Jeg kunne jo i realiteten være ligeglad, siger eksperten, der dog er klar på at lave mere tv, hvis de rette muligheder byder sig.
Står i kulissen
Jan Swyrtz lukker dog ikke døren helt til TV 3. Han melder sig nemlig klar i tilfælde af, at hans nu tidligere værts-kolleger melder fra på grund af sygdom, ferie eller lignende.
Ny blandt de gamle
Seerne får dog glæde af Jan Swyrtz et par gange mere - plus alle genudsendelserne - når den nye og 17. sæson af Luksusfælden ruller hen over tv-skærmen.

Kenneth Hansen er ny mand foran kameraet i "Luksusfælden". Foto: TV 2
I den nye sæson er der kaldt ekstra kræfter ind - eller nærmere frem foran kameraet.
Den økonom-uddannede 33-årige Kenneth Hansen har i flere år arbejdet med på holdet bag programmet, men skal nu stå foran kameraet.

Louise Frost vender tilbage til "Luksusfælden". Foto: TV 3
Der bliver også et gensyn med Louise Frost, som vender tilbage til programmet.
De to faste bliver så Mette Reissmann og Carsten Linnemann.

Mette Reissmann. Foto: Tv 3

Carsten Linnemann. Foto: TV 3
Den 17. sæson af "Luksusfælden" har premiere tirsdag klokken 20.00 på TV3.