Tidligere denne måned mistede dronning Margrethe og prins Henrik en meget nær ven. Præsten Peter Parkov døde blot en måned efter sin 78 års fødselsdag.
Peter Parkov var yderst tæt på regentparret. Han blev som helt ung god ven med dronning Margrethe, og da prinsgemalen kom ind i dronningens liv midt i 1960erne, blev han også ven med præsten.
I dag, torsdag, blev der afholdt en mindegudstjeneste for Peter Parkov i Garnisionskirken i København. Blandt de, der var mødt op for at ære præsten, var naturligvis dronningen og prins Henrik. Sidstnævnte er normalt smilende og gæv, men i dag havde han ansigtet i triste folder.
Også flere andre prominente gæster mødte op til højtideligheden - blandt andre Henrik og Margrethes tidligere svigerdatter, grevinde Alexandra (se billederne nederst i artiklen).
Ifølge Billed-Bladet var Peter Parkov og regentparret så tætte venner, at præsten i mange år tilbragte julen med kongefamilien på Marselisborg Slot i Aarhus.
Dronning Margrethe og prins Henriks hyggelige samvær med Peter Parkov inkluderede også påskeferier i Jylland, ligesom han også har holdt ferie sammen med regentparret på deres vinslot Cayx i Frankrig.
Peter Parkov blev i 2009 blev ramt af lymfekræft, men ifølge Billed-Bladet døde han 9. december i år på grund af følgerne fra et slemt maveonde.

Grevinde Alexandra mødte også op. Det var Peter Parkov, der viede Alexandra og Martin Jørgensen. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Erhvervsmanden Peter Zobel kom ligeledes til mindehøjtideligheden. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Skuespilleren Ellen Hillingsø deltog også i højtideligheden sammen med sin far (yderst til højre) Kjeld Hillingsø. I midten står Chr. Eugen-Olsen, der tidligere har været dronningens ceremonimester. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Modemanden Erik Brandt deltog samme med sin datter Julie. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix