Det vil ikke få konsekvenser for borgerne, at op imod 40 ud af 285 medarbejdere på Jobcenter Slagelse står til at blive fyret snarest muligt.
Sådan lyder den umiddelbare udmelding fra borgmester Stén Knuth (V) og jobcenterchef Jens Højlund, skriver Sjællandske.
Men den udmelding er tillidsrepræsentant Ole Brandenburg langt fra enig i:
- Jeg har svært ved at se, at det ikke vil påvirke indsatsen. Vi kommer til at miste rigtig mange dygtige medarbejdere, og det vil alt andet lige påvirke både indsatsen og arbejdsmiljøet på stedet. Det er naivt at tro, at det ikke vil få konsekvenser, siger Ole Brandenburg, den ene af to tillidsrepræsentanter for de HK-ansatte på Jobcenter Slagelse, til Sjællandske.
- Det svarer lidt til at sige, at vi har 40 medarbejdere, der går og ikke laver noget. Og sådan hænger det i hvert fald ikke sammen, tilføjer han til Sjællandske.
Det er et underskud på 16 millioner kroner på Slagelse Kommunes "konto 6" for udgifter til administrative medarbejdere, der har udløst fyringsrunden.
En fyringsrunde, der også har udløst et større politisk skænderi.