Næsten to tredjedele (64 %) af fagforbundet FOAs medlemmer mener, at deres løn er uretfærdig i forhold til de opgaver og det ansvar, de har.
Dermed er utilfredsheden med lønnen markant større blandt FOAs faggrupper, der blandt andre tæller sosu-personale og pædagogmedhjælpere, end i befolkningen generelt, hvor 38 % finder lønnen inden for deres eget fagområde uretfærdig.
Det skriver Fagbladet FOA med baggrund i en medlemsundersøgelse fra FOA og undersøgelser blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen, som analyseinstituttet Epinion har lavet for FOA.
En af de utilfredse FOA-medlemmer, social- og sundhedsassistent Trine Fuglesang Nielsen, har fået masser af respons og opbakning på de sociale medier med en opfordring til oprør over lønnen på sosu-området.
- Jeg har ansvar for medicin og for at observere mennesker. Gør jeg noget forkert, kan det gå grueligt galt. Har andre med højere løn virkelig et job, der er så meget vigtigere end mit?, spørger hun.
Trine Fuglesang Nielsen får 23.000 kroner i grundløn om måneden.
Ifølge undersøgelserne fra Epinion ønsker en stor del af danskerne, at flere af de store FOA-faggrupper skal anerkendes mere og have højere løn.
Næsten 6 ud af 10 danskere synes for eksempel, at sosu-hjælpernes og pædagogmedhjælpernes løn er uretfærdig, og de vil i gennemsnit give dem cirka 3000 kroner mere om måneden..
- Det er godt at vide, at FOAs lønkrav har klangbund i den danske befolkning. Men det er også et sundhedstegn, at vores medlemmer ikke bare bøjer nakken og accepterer de lønforskelle, de oplever, siger FOAs formand Dennis Kristensen.
Undersøgelserne sætter dog ikke nye løn-tanker i gang hos kommunernes chefforhandler på området, Michael Ziegler, der er borgmester i Høje Taastrup.
- Jeg mener også, at sosu-assistenter og andre FOA-grupper udfører et vigtigt arbejde, men vi forhandler ikke ud fra meningsmålinger. Løn drejer sig ikke om retfærdighed, men om, hvordan vi i kommunerne sikrer os den arbejdskraft, vi har brug for, siger han.