Den svenske skatteforvaltning har gennemgået 764 privatpersoner, som har tjent penge på Uber-kørsel, og undersøgelsen viser, at det er helt almindeligt med ikke-opgivne indkomster blandt de chauffører, der har kørt for den nu nedlagte kørselstjeneste Uber.
Det skriver Fagbladet 3F.
- Som så ofte omkring deleøkonomi oplever vi, at platformene skulle have informeret bedre, siger Rebecca Filis fra det svenske skattevæsen.
Af de 764 undersøgte chauffører havde kun 32 opgivet indtægter korrekt til skat, hvilket svarer til fire procent. Af skattemyndighedernes undersøgelse fremgår det, at den flittigste Uber-chauffør har kørt omkring en halv million ubeskattede kroner ind.
Mangler 14 millioner skattekroner
Uber startede i Stockholm og Göteborg i 2014, men Uber trak sig ud af Sverige, efter retten i maj sidste år fastslog, at der var tale om ulovlig taxakørsel.
Det er ture og indtægter mellem begyndelsen i 2014 og lukningen af Uber, som Skattemyndighederne undersøger, og rapporten er ikke sjov læsning for de fleste af de 764 chauffører, der nu er blevet undersøgt.
For 732 af de 764 Uber-chaufførers vedkommende, førte undersøgelserne til beslutning om beskatning. Det betyder, at der skal hentes mere end 14 millioner skattekroner ind, hvilket er tæt på 20.000 kroner i gennemsnit
Troede samkørsel betød skattefri
- Da Uber lancerede tjenesten, skete det som samkørsel. Det kan have fået chaufførerne til at tro, at indkomsten var skattefri, siger Rebecca Filis.
Skattevæsenet peger i deres rapport på, at mange af chaufførerne kan have oplevet, at de har modtaget vildledende oplysninger fra Uber omkring skattemæssige konsekvenser.
Rapporten nævner også, at mange af Uber-chaufførerne var nye på arbejdsmarkedet i Sverige og derfor kunne have utilstrækkelig viden om, hvordan man opgiver indtægter til skat.