Tjek valgets største profiler
De næste uger kommer til at stå i valgets tegn. Vi optegner de største profiler, deres styrker og svagheder.
Jonas Sahl
Klik igennem galleriet og mød partiernes profiler.
Ole Sohn har udsigt til at kunne indtage et tungt ministerium, hvis de røde holder kursen mod valgsejren. Også ham vil de borgerlige forsøge at gå på klingen. Måske vil hans kommunistiske fortid endda blive genstand for fornyet debat. Foto: Magnus Holm / POLFOTO
Dansk Folkepartis kronprins, Kristian Thulesen Dahl, vil spille en central rolle i partiets forsøg på endnu en gang at sikre fremgang. Partiet har aldrig prøvet andet. Tulle, som han kaldes på borgen, er desuden som partiets talknuser central, fordi han skal forklare sine vælgere, hvorfor DF er gået med til en afskaffelse af efterlønnen. Foto: Per Folkver / POLFOTO
Intet Dansk Folkeparti uden Pia Kjærsgaard. Uden Pia Kjærsgaard intet Dansk Folkeparti. Partilederen står over for sit formentlig sidste folketingsvalg. Rygterne vil vide, at hun trækker sig i den kommende valgperiode. DF-lederen vil kæmpe med næb og klør for at holde fast i magten. Foto: Carsten Andreasen / POLFOTO
Villy Søvndal kan indtage en for SF historisk post som vicestatsminister efter valget, hvis de røde kan holde fast i føringen. Men det kræver, at han holder gang i den hype omkring sin person, som ifølge de fleste iagttagere har været kraftigt medvirkende til SF's fremgang. Modstanderne vil med garanti forsøge at udstille ham og venstrefløjen som økonomisk uansvarlig, så det gælder om at holde tungen lige i munden og ikke overdrive antallet af plejehjemsbesøg, som Søvndal gjorde for fire år siden. Foto: Martin Lehmann / POLFOTO
Claus Hjort Frederiksen er sammen med Lars Løkke ansigtet på Venstres økonomiske politik siden 2001. Han vil igen og igen skulle svare på, hvordan han vil vende krisen og samtidig holde budgetterne i balance. Claus Hjort er samtidig en garvet politiker, som Venstre vil bruge til de ventede hårde angreb på de røde Fair Løsning. Foto: Jens Dresling / POLFOTO
Margrethe Vestager står her meget symbolsk mellem Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt. Her vil hun befinde sig gennem hele valget. Hun vil i regering med den sidste og afskaffe efterlønnen med den første. De Radikale står foran en valgkamp, som kan bringe dem tilbage til magtens centrum efter en årrække på sidelinjen. Foto: Finn Frandsen / POLFOTO
Se næste billeder