Birgit Meister bliver 75 år i dag. Hun fortæller om savnet af sin mand gennem 41 år, som hun mistede i 2006.
Hans Jørgen Petersen døde af den sjældne hjernesygdom Multipel System Atrofi, MSA.
Det er en sygdom som angriber voksne mennesker og giver problemer med blandt andet bevægelsen og balancen.
Mandens bortgang var et stort tab, der gjorde mere ondt end noget andet, skriver BT.
- Jeg savner helt utrolig meget at have ham at dele livet med. Jeg savner at komme hjem til et hus, hvor der er en, der siger "hej, hvordan er det gået i dag?", fortæller hun til BT.
- Jeg var rigtig taknemmelig for vores ægteskab, og jeg er en af dem, der havde fundet manden i sit liv. Vi kommer ikke uden om knubs og skrammer, men det har heldigvis været med til at forme mig, siger Birgit Meister til avisen.

Birgit Meister (tv) er her sammen med to andre legender fra DR: Ulla Dahlerup og Gregers Dirckinck-Holmfeld. Billedet er fra 1973. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix/arkiv
Birgit Meister vil for mange være synonym med TV-Avisen op gennem firserne, men hun satte sit præg på tv-stationen i årene fra 1967 til hun stoppede som 60-årig i 2002.
Med sin afdøde mand har hun tre børn og tre børnebørn, og det er dem hun prioriterer først i en hverdag, hvor hun som medstifter og formand for Landsforeningen Multipel System Atrofi og bestyrelsesmedlem i Dansk Sprognævn udfylder tomrummet efter sin mands død.

Birgit Meister (tv) har skrevet tre bøger, blandt andet "Salmeordbogen" (2007) sammen med teologen Eva Meile. Bogen forklarer svære ord og vendinger i de 791 salmer i Den Danske Salmebog. Foto: Jan Jørgensen/Scanpix/arkiv