Farvel og tak. Den meddelelse sendte Uzma Ahmed i dag til ledelsen i Alternativet.
Hun forlader nemlig partiet fra dags dato, fortalte hun gennem sin Facebookprofil mandag morgen.
Uzma Ahmed begrunder sit exit med, at Uffe Elbæk og den øvrige partiledelse i Alternativet har behandlet hende urimeligt.
Tvunget til at tie
Dokumentation for den dårlige behandling kan, ifølge Uzma Ahmed, ses i andet afsnit af dokumentarfilmen 'Uffes Alternativ', der vises på DR 2 i aften.
"Dokumentaren viser tiden op til valgkampen, hvor jeg endte med at få mundkurv på i fire uger – dvs. praktisk talt hele valgkampen," skriver Uzma Ahmed på Facebook.
Ifølge hende var de fire ugers tvungen tavshed en betydelig klods om foden midt i hendes valgkamp.
Hun blev heller ikke valgt ind i Folketinget, selvom hun var en af partiets 10 spidskandidater under valgkampen.
Og i sin statusopdatering på Facebook spørger hun sig selv, hvorfor hun fandt sig i beslutningen.
"Jeg blev tvunget til tavshed, og tvunget til at tage afstand fra mig selv. Hvorfor jeg lod det ske? Fordi jeg bare er et menneske med store drømme om forandring til det bedre, og jeg ønskede det bedste for det fællesskab, jeg så og stadig ser, bærer de samme drømme," skriver hun.
Dum misforståelse
De fire ugers tvungen pause fra mediernes radar kom i kølvandet på, at Uzma Ahmed kort før valgkampen udtalte sig om, at indvandrere skulle hjemsendes, hvis de ikke ville integrere sig i den danske kultur, skriver hun.
- Hvis man ikke gider at lære dansk eller ikke går ind for ligestilling, så skal vedkommende sendes tilbage til sit hjemland. Man kan simpelthen ikke være her, sagde Uzma Ahmed dengang til Politiken.
I dag er Uzma Ahmed ked af, at mange misforstod, hvad hun mente.
"Jeg er selv af pakistansk herkomst, kvinde og muslim og bor i hjertet af Nørrebro. At man overhovedet kunne tro, at jeg skulle mene, at jeg vil sende alle, der får en parkeringsbøde ud af landet er så langt væk fra min virkelighed, at jeg bliver enormt ked af at tænke tilbage på det," skriver hun på sin Facebookprofil.
Alternativets ledelse hjalp på ingen måde til, at misforståelsen blev udredt.
Og ved at give hende mundkurv på, blev det tilmed umuligt for hende at forklare sig, fortæller hun gennem Facebook.
Alternativet forstår ikke Uzma
I Alternativets folketingsgruppe på Christiansborg genkender de på ingen måde det billede, som Uzma Ahmeds tegner.
- Vi er kede af, at hun melder sig ud, og det er en alvorlig kritik, hun kommer med, som vi selvfølgelig tager alvorligt. Men jeg må også sige, at vi ikke kan genkende hendes udlægning, siger politisk ordfører Rasmus Nordqvist til Jyllands Posten.
Ifølge ham er det ikke korrekt, at hun ikke måtte udtale sig til pressen.
Han pointerer over for Jyllands Posten, at hun forsatte som integrationsordfører og blandt andet efterfølgende kommenterede sine udtalelser om indvandrere på TV 2 News.
Kære venner, Jeg har i dag besluttet at melde mig ud af Alternativet. Andet afsnit af dokumentaren UFFEs ALTERNATIV...
Posted by Uzma Ahmed on 4. oktober 2015