Den amerikanske popsanger Justin Bieber behøver aldrig mere at åbne en bog eller være nervøs for eksamen. Teenagestjernen har netop færdiggjort high school.
- Jeg har bestået mine prøver, og jeg er fri, siger den unge sanger til den australske udgave af The Daily Telegraph.
18-årige Bieber har de senere år prøvet at få livet som verdensstjerne og almindelig skoleelev til at harmonere. Imellem turnéer rundt på kloden og indspilning af albums, har popsangeren fået privatundervisning for at kunne følge med i lektierne.
- Det har været hårdt at arbejde og gå i skole hver dag. Men min mor ville gerne have, at jeg gjorde det, så jeg var nødt til at gøre det for hende, siger popsangeren, som glæder sig til at koncentrere sig om musikken:
- I skolen skal man læse og skrive en masse. Det siger mig egentlig ikke så meget. Jeg vil hellere rejse rundt.
Færdiggørelsen af skolen kommer på et belejligt tidspunkt for Bieber, som skal i gang med at markedsføre sit tredje album "Believe", der rammer musikforretningerne til juni.
Justin Bieber blev opdaget for fire år siden, da han uploadede videoer til YouTube. Han har siden solgt over 12 millioner albums på verdensplan og fået sig et enormt følge af fans - hovedsageligt teenagepiger - der kalder sig selv "Beliebers".
Den populære sanger står blandt andet bag megahittet "Baby", som er vist millioner af gange på YouTube.