Taxachaufføren Steen: Daglejere kan blive et vilkår i alle brancher
Cecilie Agertoft
- Får Uber lov til at udvikle sig, kan det på sigt betyde noget for alle brancher, hvis alle pludselig kan blive daglejere. Jeg kan godt forstå, hvorfor nogle blive fristet til at køre for Uber, for det er jo nemt. Det kræver kun en smartphone og en bil. Men dem, der arbejder for Uber, kan sammenlignes med de gammeldags havnearbejdere, der hver dag stillede sig op foran en port for at høre, om der var arbejde den pågældende dag. Uber minder mig om tiden, før arbejderne fik rettigheder, siger Steen Petersen. Han er 56, har kørt taxa i to år og var en af de mange chauffører, der i dag demonstrerede mod Uber på Christiansborg Slotsplads. - Vi mærker tydeligt de ture, vi ikke får. Især i nattelivet foran natklubber ser vi rigtig mange uden taxaskilte. Politiet vender konstant det blinde øje til Uber-bilerne og griber aldrig ind, siger Steen Petersen. Foto: Cecilie Agertoft/Avisen.dk
Christiansborg Slotsplads blev tidligere i dag fyldt med taxaer som en del af en demonstration, hvor chaufførene protesterede imod det taxalignende selskab Uber. I flere taler blev der raset imod de ulige konkurrenceforhold, som chaufførerne mener, at Uber skaber. Demonstrationen sluttede med et kollektivt opråb til politikerne, hvor alle chauffører trykkede bilernes horn i bund, så der lød en gevaldig dytten. Foto: Emil Hougaard/Scanpix
Mahmoud Khani, 52 år, har kørt taxa i 16 år: - Efter min mening arbejder Uber ulovligt. Det er ikke fair over for os andre, der arbejder flere timer om dagen og betaler vores skat. Det kan godt være, at Uber-chaufførerne er billige, men de snyder samfundet. Uber-chaufførerne åbner bare en konto i udlandet og sender pengene ud af landet. Der er ingen, der tjekker, hvor meget de tjener. Hvis vi bare alle sammen siger, at vi ikke gider betale skat, hvad ville der så være tilbage af vores velfærdssamfund? Vi har et godt system i Danmark, hvor vi gratis kan gå til lægen og tage gratis uddannelser, fordi vi betaler skat. Men hvis vi alle begynder at snyde i skat, er der til sidst ikke noget tilbage, siger Mahmoud Khani. Foto: Cecilie Agertoft/Avisen.dk
Jens Kallesøe, 40 år, har kørt taxa i 20 år: - Jeg er kommet til demonstrationen fra Aalborg for at vise sympati med de københavnske chauffører. Men også fordi jeg er bange for, at det kun er et spørgsmål om tid, før Uber også når Aaalborg, Aarhus og Odense, nu hvor det er så udbredt i København. Skrækscenariet er, at Uber fuldstændig overtager alle kunderne. Alle politikerne er holdningsmæssigt i den helt modsatte grøft af, hvad vi er. De hylder jo bare Uber for at tænke nyt. Jeg kan kun rase i min grundvold, når en som Joachim B, Olsen støtter Uber. Det er i hvert fald ikke til gavn for kunderne, for på sigt bliver det bare mere dyrt at køre med taxa, siger Jens Kallesøe. Foto: Cecilie Agertoft/Avisen.dk
Rolf Rexen, 62 år, har kørt taxa i 30 år: - Jeg har altid efterlevet sikkerhedskravene. I 26 år har jeg været selvstændig, og når jeg ansætter chaufførerne, sørger jeg for, at de gennemgår alle de kurser, de skal. Det gør jeg for at sikre mig en høj kvalitet overfor kunderne. Uber tænker overhovedet ikke på kundepleje, for det er bare en pengemaskine i San Francisco. Der er overhovedet ikke sket noget fra politisk hånd. Vi chauffører er meget forundrede over, at politikerne åbenbart går ind for lovbrud. Især Joachim B. Olsen og Simon Emil Ammitzbøll provokerer mig voldsomt. De sælger sig selv på en liberal idé, siger Rolf Rexen. Foto: Cecilie Agertoft/Avisen.dk
Ahram Mohammed, 50 år, har kørt taxa i 14 år: - Uber bryder loven. Det er ikke rimeligt, at vi andre skal gøre en hel masse for at få lov til at køre, eksempelvis have en forsikring, erhvervskort og servicekort. Jeg kan godt mærke det på efterspørgslen. Vi får i hvert fald over ti procent færre kunder i dag på grund af Uber. Og jeg frygter, at det bliver endnu værre. Hvis det forsætter sådan her, ødelægger det fuldstændig taxa-branchen. Så må vi alle sammen lukke og slukke, siger Ahram Mohammed. Foto: Cecilie Agertoft/Avisen.dk
Se næste billeder