Sygeplejerske-Heidis skrækhistorier: Her er kollegernes vilde hverdag
Christian Steffens Nielsen Therkildsen
Heidi Hass Madsen fik stribevis af henvendelser fra kolleger, efter hun i slutningen af august stod frem og undskyldte for, at hun som sygeplejerske ikke gjorde sit job godt nok. Sygeplejer-kollegerne fortæller - ligesom Heidi Hass Madsen
selv gør det til Avisen.dk i dag - hvordan de dagligt må prioritere mellem de mange opgaver på sygehusene, og hvilke fatale konsekvenser, det kan have.
Heidi Hass Madsen har anonymiseret kollegernes historier og har derefter sendt dem til Avisen.dk. Du kan læse dem på de følgende sider i galleriet.
En sygeplejerske skriver til Heidi Hass Madsen:
"Sygeplejerskerne er så hårdt pressede i landets akutmodtagelser, at vi ingen mulighed har for at SE patienterne. Vi drøner rundt og slukker brande, informationer gives på gangene, maden indtages på kontoret foran skærmen. Vi når ikke altid at dokumentere, inden vi sender patienterne videre i systemet, hvilket resulterer i mange fejlbehandlinger, og vi når ALDRIG at indberette fejl og utilsigtede hændelser. Det går både ud over os selv og patienterne, der vil få sværere ved at få dækket evt. erstatningskrav. Det er sygeplejerskerne, der står på mål for patienternes utilfredshed, og det er sygeplejerskerne, der går ned én efter én." Foto: Scanpix/arkiv
En sygeplejerske skriver til Heidi Hass Madsen:
"En hektisk aftenvagt.. Tre spl (sygeplejersker, red.) på arbejde, de har hver syv akutte patienter. Over halvdelen af patienterne skal have målt alle værdier hver hele eller hver anden time, og det når vi stort set aldrig. En patient med lungebetændelse og KOL får dog mere og mere åndenød, men siden hun er svært lungesyg når min kollega bare at skrue op for ilttilskud, inden hun må løbe til en anden patient, der er mere dårlig. Efter et par timer bliver der målt værdier og kaldt læge pga. meget dårlig iltmætning. Inden lægen når at komme, får hun respirationsstop, og der påbegyndes genoplivning. Det er uvist om hun ville have reageret på behandlingen, men den aften døde hun formentlig, fordi vi ikke havde tid til at holde øje med om hendes tilstand forværredes. Som sygeplejerske er det en frygtelig, frygtelig oplevelse at føle sig skyldig i et andet menneskes død, og selvom det ikke er den enkelte sygeplejerskes skyld, så er det ganske forfærdeligt at være den, der står forrest, når systemet fejler." Foto: Scanpix/arkiv
En sygeplejerske skriver til Heidi Hass Madsen:
"En hjertepatient sendes til mig på forkert afdeling, fordi der har været for travlt i modtagelsen til at undersøge ham ordentligt. Det er tydeligt, at han har ondt i brystet med vejrtrækningsproblemer. En læge ordinerer den korrekte behandling, men fordi vi på min afdeling ikke kan give den præcise behandling, bliver den taget fra igen, da der ikke er plads på nogle af de afdelinger, patienten faktisk BØR ligge på. Hjertet bliver dårligere og patienten må nu leve med et meget svagt hjerte resten af sit liv, som muligvis kunne have været forebygget, hvis der havde været plads nok og hænder nok." Foto: Scanpix/arkiv
En sygeplejerske skriver til Heidi Hass Madsen:
"Jeg har to dårlige patienter denne dag. Den ene har lav blodprocent. Der er ikke blevet bestemt i modtagelsen, om hun skal have blod eller ej. Jeg har samtidig en NIV-patient (svær lungesyg), der er dårlig, og intensiv vil ikke tage ham, for de har ikke plads. Men han er respiratorisk ustabil, og vi er alle klar over, at det er et spørgsmål om tid for, hvornår vi er nødt til at genoplive, fordi han ikke kan forsvare sine luftveje. Jeg kan ikke gå fra stuen. De andre har også travlt og har dårlige patienter. Har slet ikke føling med tiden, men da jeg endelig når fra denne patent (en kollega afløser) kommer jeg ind og skal lave indlæggelsessamtale og måle værdier på min dame med mistanke om blødning. Hun er helt gennemsigtig, og jeg ved bare, at nu skal det gå stærkt. Jeg flår lagnet af, og der er friskt rødt blod, men tidligere har hun også gjort opmærksom på, at hun mente, der var vådt i sengen og havde fået at vide, at det var noget pjat, og derfor havde hun det dårligt med at ringe igen, hvis det nu ikke var noget. Men det var det. Jeg måler et blodtryk på 68/ et eller andet. Hun bløder simpelthen ud, og på dette tidspunkt er hun jo så skidt, at vi fandeme ikke kan stikke i hende, og end ikke narkosen kan få en nål i hende, så vi kan give hende noget blod… Det ender med, at hun kører akut afsted uden, og jeg ved faktisk ikke, hvad der sker, for jeg modtager straks en ny dårlig patient, og jeg har min respiratorisk ustabile mand, og jeg når ikke engang at følge op på, hvad der skete med hende, men hun kommer i hvert fald ikke tilbage." Foto: Scanpix/arkiv
En sygeplejerske skriver til Heidi Hass Madsen:
"Har en aftenvagt, hvor jeg når at skifte mine otte akutte dårlige patienter ud, næsten alle otte - tre gange og sende dem videre til afdelingerne. Hvor meget kommer der lige ud af det? Har ikke engang overblik over, hvad de fejler, før de skal videre på en afdeling og aner slet ikke, om jeg laver nogle fejl. Kamp for overlevelse." Foto: Scanpix/arkiv
Se næste billeder